"Jeg kan lide at dræbe mennesker, fordi det er så sjovt. Det er meget sjovere end at dræbe vilde dyr i skoven for mennesket er det farligste af alle dyr"
Seriemorderen Zodiac i cifferkodet brev modtaget af San Francisco Chronicle 1. august 1969
Det virkeligt skræmmende er ikke monstrene. For monstre er drevet deres egen monstrøse logik. Deres egen natur, som pålægger dem at være grimme, ondsindede og farlige. Det virkeligt skræmmende er, hvad mennesker kan finde på at gøre ved hinanden, i fuld bevidsthed om, hvad det er de foretager sig, og hvilke konsekvenser det har.
Zombierne er som en naturkaft, der er alle vegne, og sætter spillets personer under konstant pres.
Det er den ubehagelige sandhed, som går op for en, efterhånden som andet afsnit af Telltales tegneserie-spilmatisering The Walking Dead, langsomt folder sin empatiske fortælling ud. En fortælling der på overfladen handler om en lille gruppes overlevelseskamp i en verden, der er blevet overtaget af levende døde, men som et spadestik dybere nede tumler med en dybere fortælling om, hvem vi er som mennesker, og hvor høj vores moral er, når det kommer til stykket.
Som det også var tilfældet i den første episode af spillet, er zombierne, kaldet 'the walkers', nemlig ikke hovedfjenden. Deres rolle er først og fremmest at sætte de restende overlevende under pres, så deres sande personligheder tvinges frem når trætheden, sulten og modløsheden melder sig. På den måde fungere de i virkeligheden mest af alt som en form for blodig naturkatastrofe, der skyller hen over landet, og tager alt med sig, der ikke er surret fast. Som et konstant pres på de overlevende venter de altid lige uden for synsvidde, på at dukke op på de allermest uheldige tidspunkter.
Den simple grafik gør, at spillet også ser fint ud på laptops eller andre mindre muskelsvulmende maskiner.
Det rigtige drama er kampen mellem de overlevende selv. Interessant nok, har vi for nyligt set noget lignende i den helt anden ende af spilgenre-spektret, hvor FPS ARMA-mod'en DayZ demonstrerer, at den største fare i en zombieinficeret verden er de andre overlevende, der mere end gerne hjælper dig af med dine ejendele.
På samme måde hænger der er sky af mistænksomhed over enhver interaktion i The Walking Dead. Den fremmede der spørger hvor mange vi er. Prøver han at finde ud af om vi kan overmandes? Hvorfor tilbyder han os mad, vil han lokke os i en fælde? Spiller han såret, bare for at komme inden for barrikaderne? Som spiller kommer man også selv på tæerne, og prøver at tolke sit bedste, for at læse mellem linjerne i interaktionerne. Et job der ikke bliver mindre interessant af de tegneserieinspirerede personers grafisk udtryksfulde ansigter og spillets fine stemmeskuespil.
