I rækken af ambitiøse nyheder fra Eagle Dynamics, senest forleden hvor vi kiggede på DCS: Combined Arms, der er et modigt forsøg på at lave et hybridspil der bygger bro mellem traditionelle wargames og simulatorer, kom der for et par måneder en pressemeddelelse om, at de lancerede en åben beta for et nyt produkt i DCS-serien: P-51D Mustang. Midt i jetflyene kommer der altså et 2. Verdenskrigs fly i samme høje detaljegrad. Problemet med denne flyver er bare at den alene, åh så alene. De detalje fikserede folk hos ED har nemlig lanceret den som en antikvitet - forstået på den måde at den kommer uden en verden og et miljø omkring flyet til at gøre det relevant. Kan man det?
Ja, de har jo gjort det i årevis indenfor de civile flysimulatorer, lanceret militære fly uden at man kan fyre våben af og føre krig i dem, og eftersom de bliver ved med det må man gå ud fra at der er et marked for det.
Men selvom man er en antikvitet betyder det jo ikke at man skal kede sig. I DCS: P-51D Mustang kan man selvfølgelig, hvis man er masochist, lave missioner og kampagner med alle de moderne våben der simuleres i DCS universet og smide Mustang'en ind som en romantisk anakronisme med forventet kort levetid.
Maskingeværer taber normalt altid i et face-off mod Stinger missiler og 20mm Vulcan kanoner der skyder 6000 skud i minuttet, men hey, man har jo lov til at prøve. Desværre må denne anmelder melde pas: interessen for at smide Mustang'en ind på en moderne kampplads er af stærkt begrænset interesse.
Her er kontoret i en Mustang. Der er flere knapper end man umiddelbart skulle have troet om en ting der er 60 år gammel.
Uden relevant 2. Verdenskrigs miljø og relevante modstandere at skyde på, skal Mustang udvidelsen derfor anmeldes som et add-on fly på linie med de mange add-on fly der hele tiden kommer til P3D, FSX og X-plane og pudsigt nok er prisen cirka den samme, fyrre amerikaner dollarser.
Hvis det er sammenlignings-grundlaget, ja så vinder DCS: P-51D Mustang klart på alle parametre. For det første er system simulationen total, hvilket den sjældent er i de civile flysimulatorer og for det andet er der rent faktisk mulighed for at skyde på hinanden i DCS serien hvilket de civile sims ikke rigtig er gearet til. Selve fly simulationen er, hvis jeg ikke tager meget fejl, også total overlegen i forhold til produkter som A2A's Mustang til FSX.
Selvom flyveren kommer med alle 'bells and whistles' efterlader den mig alligevel med en lidt lunken følelse. Hvorfor flyver der en antik Mustang rundt i Georgien? Hvem skal jeg skyde på og hvorfor? Svaret er: fordi de kunne.
Den flyver rundt i Georgien fordi det er der landskabet er i DCS serien og, nej, du skal ikke skyde på nogen.
Nyd den nu, din krigsgale psykopat. Indrøm bare at du elsker lyden af en 12 cylinders Rolls Royce Merlin motor om morgenen.

