Der er spændende ting undervejs fra Eagle Dynamics. De russiske udviklere, forstærket af partnerskabet med angelsaksiske The Fighter Collection, byder på en stille revolution indenfor, tør man sige det, niche markedet for realistiske simulatorer. Vi har tidligere her på sitet anmeldt nogle af deres hyper-realistiske simulatorer, Black Shark 2 og A-10C. Derudover er der siden kommet en P-51 Mustang simulator.
Wargamerens våde drøm er simulatoren der kan det hele: flyve jetfly og kamphelikoptere, køre kampvogne, lege general, styre artilleri og, hvis man har trang til at grave skyttehuller, tage et gevær og spille infanterist som i en 'first person shooter' på en dynamisk kampplads med både singleplayer og multiplayer. Hvis du kan holde dig lidt endnu ser det ud til at drømmen kan blive til virkelighed. Eagle Dynamics og The Fighter Collection er i færd med at tackle den og er faktisk allerede kommet så langt at de tilbyder folk at købe sig ind i beta'en til Combined Arms.
DCS: Combined Arms i dets nuværende form spiller som et realtime strategispil. Grundenheden er grupper på fire kampvogne, en håndfuld infanterikampkøretøjer, artilleri eller antiluftsskyts enheder. De rykkes rundt med simple museklik og man kan bestemme deres formation, hvornår de skyder og ellers ikke så meget mere. Det samlede indtryk af CA som RTS spil i dets nuværende form er en smule undervældende, men potentialet og den totale integration med de andre produkter er fascinerende. Hvis man skal sige noget kritisk om Combined Arms i dets nuværende form må det være, at singleplayer oplevelsen er lidt udvandet. Eksempelvis, hvis man spiller JTAC (joint terminal attack controller) kan man kun dirigere AI fly til at angribe landmål hvis der sidder et menneske i flyveren.
Matt Wagner, producer hos ED, siger til Eurogamer: 'Combined Arms kom oprindelig fra det arbejde vi lavede på at lave en JTAC integration som del af A-10C simulatoren. Senere trak vi JTAC delen ud af A-10C og lavede det til et komplet enkeltstående produkt. Det er ikke meningen at Combined Arms skal opfattes som en hardcore landkamp-simulator. Spillet har en flad indlæringskurve der tillader DCS brugere dynamisk at styre kampene på jorden. Det skal primært ses som en ledsager til DCS flyverne.'

