Hvorfor få andre til at stjæle ens hemmeligheder, når man kan lække dem selv? Det er nok ikke ligefrem sådan de har tænkt inden hos EA, men det er under alle omstændigheder det der er sket, da de tidligere i dag kom til at afsløre eksistensen af Battlefield 4.
En kort periode kunne man i EA's online-butik, Origin, se en reklame for en 'digital deluxe'-udgave af det kommende Medal of Honor: Warfighter. Og en af de ekstra-ting der fulgte med denne deluxe-udgave var, ifølge reklamen, adgang til beta-testen af Battlefield 4.
Det er ikke helt den store overraskelse, at der er et nyt Battlefield på vej. Battlefield 3 har været EA's hurtigst sælgende spil nogensinde. Men med annonceringen af navnet, som blot værende Battlefield 4, kan vi forvente at også næste spil kommer til at foregå i noget der ligner nutiden. Så dermed kan eventuelle rygter om 2. Verdenskrig, Vietnam, Korea og 2143 lægges i graven.
At afsløringen var utilsigtet var ret åbenlyst, da reklamen meget kort efter blev fjernet fra Origin igen. Den slags annonceringer plejer at foregå med PR-kanoner af en noget større kaliber, og mindst en teaser-trailer eller to, når det er i EA-regi.
UPDATE: EA har nu bekræftet, at Battlefield 4-beta er en preorder bonus til Medal of Honor. Læs mere om det her.

