Eurogamer.dk

Det Kongelige Bibliotek uforstående overfor Spilmuseets anklager • Side 2

"Vi kan ikke forstå, hvorfor Spilmuseet har valgt os som deres modstander."

Ifølge pligtafleveringsloven kan biblioteket gratis rekvirere kopier af spil der er enten udgivet i Danmark, af en dansk producent eller udgiver, eller spil fremstillet med særlig henblik på udsendelse i Danmark. "Det vil sige, at der er danske undertekster, der er et dansk opslag, eller der er noget andet der har relation til Danmark", forklarer Steen Bille Larsen.

"Men det er jo ikke nok, så derudover køber vi spil som vi vurdere har relevans for Danmark og Dansk kulturarv […] Det er især dem, som har danske spiludviklere, idemænd, komponister eller animatorer. Det er oftest dem vi interesserer os for"

Men udgør disse spil virkelig kun 1,5 % af de samlede spil på markedet i Danmark, som Spilmuseet angiver?

"Altså, vi tolker det [Spilmuseets tal], som det samlede antal spil der har været på hylderne i danske forretninger. Og det er ikke nok til at vi tolker det som værende omfattet af det danske kulturarvsbegreb, at det bare har stået på hylderne i en butik i Danmark. Og dér er en reel uenighed mellem os og Spilmuseet.", forklarer Steen Bille Larsen. "Det har aldrig været det princip, som vi har kørt efter."

Hvad angår det specifikke tal, på kun 1,5 % af de udgivne spiltitler i perioden i Danmark, fortæller Steen Bille Larsen, at han gerne ville kontrollere tallene, og se om det passer. "Jeg har jo så sagt til folkene bag Spilmuseet. 'Jamen, giv os den liste [I har], så vi kan tjekke, hvad der er I mener at vi mangler'. Men de har sagt at den liste, den vil de ikke give os. Så der er diskussionen simpelthen gået i stå, så vi ikke kan komme videre."

Steen Bille Larsen fortæller, at biblioteket selv anvender den udgivelse der hedder 'Dansk Bogfortegnelse', til at holde sig ajour med udgivelserne. "Det er det medie som både forlag og biblioteker og andre interesserede følger med i. For de registrerer hvad der udsendt, særligt med henblik på salg på det danske marked. Og det er nede på de 1,5 % i forhold til de 10.000 udgivelser, som Spilmuseets taler om"

"Hvis Spilmuseet i deres samlinger har spil, som vi mangler i statssamlingen, så ville vi da være meget interesserede i at samarbejde med dem"

"Så i forhold til det, som vi skal have, i forhold til vores formål. Der får vi det vi skal have. Fordi de [Spilmuseet] har en helt anden definition. Men vi ved ikke hvilken definition de anvender, for de vil ikke vise os den."

3

Ifølge Steen Bille Larsen, ville Det Kongelige Bibliotek gerne samarbejde med Spilmuseet, men de stiller umulige krav.

Steen Bille Larsen vil dog gerne vedstå, at biblioteket indsamling af spil, måske ikke har været optimal tidligere. "Det er fuldstændig rigtigt, at pligtaflevering af spil var nyt. Så i modsætning til f.eks. bogtrykkere, som vi har samarbejdet med i 300 år, hvor det ligger i rygmarven, så skulle vi først oparbejde rutiner til en helt ny erhvervsgruppe. Og det har også arbejdet intenst med, og det har vi så gennem årene så øget mere og mere. Men stadigvæk, som de har sagt i producentforeningen, så skal det være på en måde 'så staten ikke pålægger private erhvervsdrivende unødige byrder'."

"Så jo, hvis Spilmuseet i deres samlinger har spil, som vi mangler i statssamlingen, så ville vi da være meget interesserede i at samarbejde med dem. Men de [manglende spil] må så også optræde på den liste som de siger de har, hvor de registrerer alt det som vi ikke har, men som vi burde have. Så, jo. Det at få adgang til den liste ville helt sikkert gavne sagen i forhold til at computerspil som kulturarvsmedie blev bevaret."

"Jeg ville have håbet, at vi kunne have samarbejdet om det. Og det siger Spilmuseet også offentligt - at de gerne vil samarbejde med os. Men de har hver gang den samme tilføjelse. Og det er, at vi skal indrømme at vi ikke løser pligtafleveringsopgaven godt nok, og at de bør overtage den. Og det kan vi jo bare ikke. Så der står sagen lige nu."

Vi har forelagt Steen Bille Larsens udtalelser for Spilmuseet, for at give dem en mulighed for at også præsentere deres side af sagen. Læs Spilmuseets svar på næste side

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...