Strategi i beta
FPS-delen er på overfladen en kompetent men uspektakulær FPS-shooter. Men når strategi-delen kobles på så øges kompleksiteten betydeligt.
Men når det kommer til den konkrete oplevelse af strategidelene, er det ret tydeligt, at vi har at gøre med et spil der endnu er i beta. Det virker ikke rigtigt, som om der er det helt store på spil, da der endnu ikke er implementeret nogen bonusser for at indtage de forskellige punkter. Derudover bliver hele det strategiske spil genstartet flere gange om ugen, hvilket også ødelægger fornemmelsen af kontinuitet lidt.
Reto-Moto forklarer selv, at de mange genstarter af kampagnen både skyldes, at de konstant justerer nye ting, og vil se, hvordan de fungerer. Men det skyldes også, at det er meget svært at balancerer de to sider imellem hinanden, da der er langt flere der spiller som allierede, når USA er 'vågne', mens det er tysken der er i overtal resten af døgnet, hvilket ofte fører til, at de allierede bliver løbet over ende i løbet af den amerikanske nat.
Når der ikke for alvor er noget på spil, virker strategidelen lidt som noget der bare skal overstås, så man kan komme frem til de action-kampe som genereres når assault teams'ne mødes. Jajaja - det er fint. Klikklikklik. Frem med enheden mod fronten. Bare så vi kan komme i kamp i en fart.
Fra punkt til punkt - tegn en linje
Så langt så godt. Det er jo fint med alt det strategi. Men hvordan forholder det sig med spillets sovs og kartofler? Er FPS-delen så faktisk også sjov og udfordrende, eller har Reto-Moto brugt al energien på det strategiske? Svaret er både og. For det afhænger meget af, hvor mange personer der er på serverne, og om man netop rammer en af de kombinationer af bane, assault teams og spillere som giver mening.
Der er masser af muligheder for at tilpasse sin udstyr med alskens ekstraudstyr. For en pris, naturligvis
Basalt set, baserer FPS-delen af Heroes & Genrals sig en hel del på tidligere Battlefield-titler. Vi har at gøre med relativt store baner, der er masser af køretøjer, der er faste våbeninstallationer og spiltypen er på forhånd fastlagt som en form for conquest, hvor forskellige punkter skal erobres i rækkefølge.
Den største forskel er nok, at soldaterkødet i Heroes & Generals lader til at være af en lidt mere skrøbelig karakter. Det er ikke meget bly der skal til, før man bider i græsset/asfalten/gulvbrædderne, og pænt må vente på at respawne. ARMA II-forhold er der ikke helt tale om, men en 2-3 kugler plejer at være nok, til at sende en modspiller i gulvet.
Der er også mulighed for at udruste sin soldat med særligt udstyr, hvis man tjener (eller køber) spilcredits nok til at låse op for det. På den måde kan man tilpasse sin figur og, hvis man har penge nok, overkomme nogen af de begrænsninger der ligger i de soldaterroller som assault teams'ne er opbygget af. Har du penge nok, kan faldskærmssoldaten få en bazooka, og kanonskytten få en snigskytteriffel.
Et eksempel på en bane med 'erobringslinjer'. I dette tilfælde angriber amerikanerne en tyskbesat by fra både sydøst og nordvest. Deres mål er så, at kæmpe sig indad langs linjerne, og til sidst overtage de to sejrspunkter i kortets midte.
Men lad os også lige vende systemet med, hvordan man indtager de forskellige punkter på kortet. Det er nemlig ikke helt dumt skruet sammen. Kortet indeholder en række punkter, der er forbundne via linjer. Punkterne kan så kun indtages via disse linjer. Dvs. at du skal besidde det foregående punkt på linjen, for at kunne indtage det næste. Ganske smart.
Endnu smartere er det, at den retning som de angribende assault teams kommer fra, bestemmer hvilken linje de starter for enden af. Så alt efter om de angriber fra nord eller syd, er der forskellige udfordringer. Og hvis du sender 2 assault teams fra hver sin retning, kan du klemme forsvarerne fra to sider på samme tid, hvilket gør livet svært for de stakkels soldater, der nu oplever en tofrontskrig på taktisk niveau.
På hver baner er der så centralt placeret en eller to punkter der er markeret med en stjerne. Det er disse, som det handler om at få fingrene i for angriberne, mens de forsvarende tropper naturligvis er interesserede i det modsatte. Heldigvis for dem, skal angriberne først kæmpe sig vej langs forsyningslinjen, og erobre alle punkter på vejen, inden de kan sætte de afgørende angreb ind mod stjerne-punkterne. Inden tidsfristen løber ud, vel at mærke.
