Det hele begynder med Al Bickham fra The Creative Assembly, der viser mig, hvordan Karthago skal ødelægges. Ikke 'bør ødelægges', som Cato den Ældre sagde, men 'skal ødelægges'. Som i 'skal fandme'. På skærmen ser vi en armada af romerske skibe, der sejler ind på stranden, lige uden for byen, og aflæsser sine tusinde og atter tusinde centurier, mens officerer og andre befalingsmænd råber ordrer ud i luften og gør klar til det storslåede angreb. Den romerske hær nærmer sig bymuren, mens pilene fra de forsvarende stammer regner ned over den fremadstormende masse. Der er blod og ild og død over det hele. Det er antikkens Saving Private Ryan.
Karthago føles ikke som en tom flække, men som en ægte hovedstad midt i Middelhavsområdet. Det har en havn, store boulevarder samt både huse og templer. Der er fra de religiøse områder oppe på toppen af Karthago, at vi holder øje med ødelæggelserne for foden af bakken. Bymuren er brudt, forsvarstropperne overrumples, og alt imens bygningerne kollapser og ilden raser, er Romerrigets vidder så småt blevet større.
Mærk alt det storslåede, der var Romerriget.
Historisk set var Karthagos ødelæggelse højdepunktet i den Tredje Puniske Krig, en stor sejr for Scipio Aemilianus, men i den samlede romerhistorie blot et enkelt afsnit. I et spil som Total War: Rome 2 er det blot een af mange frygtelige og storslåede kampe, der finder sted på tre kontinenter. Projektet har det omfang, som mange forbinder med Total War, og som Creative Assembly bruger som inspirationen til skabelsen af endnu et storslået strategispil. Udviklerne vil have drama, kejsere og alting, der er 'stort'. Det er ikke længere et enkelt rige som eksempelvis Shogun 2.
