Der er også små antydninger af øvrige hidtil usete features. Lyserøde Yoshi-babier kan pustes op og svæve på eventyr i de øvre luftlag. Det er i princippet det samme som en Propeller Hat pickup, som derfor ikke kan formodes at vende tilbage. Så er der endnu en stikpille til PETA i form af en Squirrel Suit, som er en fin svævende version af den nu allestedsnærværende Racoon Suit, som også giver dig mulighed for at hænge ud over afsatser.
Yoshi-babierne er til stor nytte, når det kommer til dels at udforske de øverste områder af banerne, dels at opdage store møntklumper og til at få fat i platforme med klatreplanter der fører til hemmelige områder. Dem som har iført sig en Squirrel Suit er bedre egnede til at hoppe rundt i de mistænkelige lavereliggende områder, så de kan hænge fast i usikre platforme, mens de er på jagt efter en hule spækket med Star Coins.
De forskellige verdener inkluderer en idyllisk tur gennem trætoppe fyldt med flyvende egern, en ørkenverden med gigantiske stensøjler der hopper op og ned i det bløde sand, og et stjerneoplyst snedækket landskab hvor man springer rundt på store roterende stjerner.
Banerne føles generelt bredere og højere og mere åbne, hvilket er en nødvendighed for at give bedre mening til platformplacerings-mekanikken. Men man kan også fornemme - som tilfældet var det med New Super Mario Bros. Wii - at Nintendo vil terpe det ind i hovedet på folk, at dette er et spil beregnet til at blive spillet med andre. Når man drager på eventyr for sig selv føles skærmen en smule tom. Er man flere er der til gengæld fart over feltet, og det bliver et intenst og konkurrende kapløb om at rage flest mønter til sig og tabe færrest liv.
Det er sjovt at spille alene, men det føles som det perfekte partyspil. Så det er altså New Super Mario Bros. U i en nøddeskal: En gentagelse af Nintendos veltjente skabelon og i en billedkvalitet som for første gang skinner ligeså klart som Marios evige ambition: Mønten!
