Caspar Strandbygaard har en lang fortid i den danske spilbranche. Sammen med Morten Iversen var han medstifter af Zeitguyz, der stod bag lige-ved-og-næsten AAA-titlen Recoil Retrograde, og herefter var han en overgang i NDS, hvorefter han startede firmaet Multiverse.
I øjeblikket arbejder firmaet på KoGaMa, der er et gratis online udviklingsværktøj og udgivelsesplatform for brugernes egne 3D multiplayer spil. KoGaMa er pt. i åben alpha version 0.8.0. Målet er "at selv 8-årige skal være i stand til at udvikle spil, uden at miste den dybde der gør at en 17-årig der bruger mange timer kan udvikle spil af langt højere kvalitet".
Caspar Strandbygaard
Fortæl lidt om dig selv og dit job.
Mit navn er Caspar Strandbygaard. Jeg er direktør og programmør for en virksomhed der hedder Multiverse, som udvikler en online "3D game maker" kaldet kogama. Et site hvor igennem brugerne kan udvikle og udgive små spil selv i browseren.
Jeg er direktør men arbejder samtidig som programmør, så min hverdag er fyldt af meget forskelligartede opgaver. På den ene side forhandler jeg med investorer, har ansættelsessamtaler, sørger for lønninger og regnskaber, og på den anden side designer og udvikler jeg nye features, retter bugs og deltager i planlægnings- og projektstyringsarbejdet. Jeg har lært at opretholde en balance imellem de to yderpoler, og selvom jeg tit kommer op på en 60 timers arbejdsuge nyder jeg det langt det meste af tiden.
Hvordan havnede du i spilbranchen?
Alle har deres egne veje ind i spilbranchen. Men fælles for dem alle er nok den første fascination af computerspil i teenageårene eller endnu tidligere. Jeg begyndte som teenager at lave mine egne 2D spil og var dybt fascineret over det at kunne bevæge pixels på en skærm - og er det i den grad stadig. Jeg brugte rigtig, rigtig mange timer på at udvikle både egne spil-idéer og kloner af andres spil. Derfor var det naturligt for mig at søge imod spilbranchen efter endt programmør-uddannelse. Efter jobs i en række spilfirmaer samt erfaringer fra tidligere opstart af virksomhed dannede vi Multiverse i januar 2011. Og forhåbentlig bliver KoGaMa det der tænder gnisten hos en lang række kommende spiludviklere.

