PES udvikler håner æstetisk fokus i FIFA 13

"Måske synes EA, de er gået langt nok med gameplayet."

Mere om FIFA 13

Konami, udvikleren af Pro Evolution Soccer, har langet ud efter EA Sports for i FIFA 13 at have "koncentreret sig om æstetikken i spillet fremfor forbedringer i gameplay". Projektleder på PES, Jon Murphy, antyder spydigt i et interview med OPM , at EA måske er løbet tør for idéer.

"Måske synes EA, de er gået langt nok med gameplayet, og de laver jo også en masse andet - måske vil de bruge andre features for at nå et nyt publikum," siger han.

Murphy mener selv, at dette års PES-version er centreret omkring forbedringer af gameplay.

"Vi har hele tiden fokuseret på gameplay, og det vil vi altid gøre. Jeg har altid ment at det kun er rigtigt, at vi koncentrerer os omkring måden du spiller en kamp mod en anden på, og at vi har den der unikke PES-følelse, som helt igennem handler om gameplay."

1

Ronaldo er frontfigur i Konamis markedsføring af årets PES.

FIFA-spillene har klart udkonkurreret PES i denne konsolgenerations salgsstilling, og Murphy har tidligere udtrykt både frustration over det men også kampvilje til at genindtage førstepladsen.

"Det plager mig, når folk hele tiden smider FIFA i hovedet på mig, for man tænker 'vent lige en gang…FIFA er kun der hvor det er nu på grund af PES.' Men det betyder jo ikke, at FIFA altid vil kunne holde fast i den position."

Hvad mener du? Kan PES spille sig tilbage på førstepladsen?

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!