Activision har i går overfor Game Informer bekræftet, at de enten lukker eller sælger Radical Entertainment, som senest har stået bag de to Prototype-spil.
"Radical er et meget talentfuldt studie, og har været en rigtig god partner for Activision", udtaler Activision. "Men selvom vi har foretaget betydelige investeringer i Prototype-brandet, fandt det ikke et bredt købedygtigt publikum".
Og så betyder det med at være en god partner jo mindre.
"Efter at have undersøgt en lang række muligheder, blev det besluttet at den eneste mulighed var at lukke Radical Entertainment som en kreativ enhed."
Studiet bliver dog ikke lukket fuldstændigt ned lige med det samme, da Activision, efter eget udsagn, er i gang med at undersøge mulighederne for at sælge studiet videre, som en samlet enhed.
Der er omkring 90 personer ansat i Radical Entertainment, der er placeret i Vancouver, Canada.

