Vi gentager det lige: Ny version af GunLord er udkommet til Dreamcast.
Ja, det passer: Dreamcast! Det må være hvad man kalder proper old school.
Allerede sidste år udkom spillet også til Neo Geo konsollen.
På spillets hjemmeside beskriver udvikleren NG:Dev-Team GunLord som en "Eurostyle Platformer med fokus på udforskning af store verdener og nedskydning af fjender."
GunLord spilles som en 2D side-scrolling shooter, og byder på mere end 45 forskellige typer af fjender, enorme landskaber og hemmeligheder.
NG:Dev-Team har tidligere over for os klargjort sin unikke tilgang til spiludvikling: "Vores filosofi er at modernisere gamle spil og udvikle dem langsomt," sagde Timm Hellwig. Udvikleren peger på 3DS og Steam som platformer til fremtidige projekter.
GunLord kan købes fra udviklerens egen hjemmeside både i en standardudgave (240 kroner) og en "Dragon Box" Collector's Edition (735 kroner), og har man lyst til en Neo Geo version koster det beskedne 2400 kroner.
Så hvis du kan huske hvad "Y2K bug" betyder, må det lige være sagen.

