Lollipop Chainsaw - Anmeldelse

Viril cocktail af candy floss, zombier og tungen i kinden fra Suda 51.

1

Juliet Starling, 18 år, søger fræk mand/kvinde/kadaver til nænsom halshugning.

At den japanske spilmager Goichi Suda, bedre kendt under pseudonymet Suda51, er en drengerøv, kan der næppe herske tvivl om. Fra sit kitchede pseudo-skizofrene agentdrama Killer7 til den voyeuristiske og blod-fetichistiske lejemordsimulator No More Heroes; Goichi Suda er en drengerøvenes ven, altid med øje for den lumre kameravinkel og overdrevne brug af menneskeketchup.

Sudas hang til slidte teenage-fantasier skal dog ikke tage fra ham, at han er en visionær som få, der i en branche styret af rystende nervøsitet for at gøre potentielle kunder og mainstream-medier harme tør bringe sine budskaber. En mand, der ikke er bleg for at smide en satirisk kommentar til verdenssamfundet, populærkulturen eller spilmediet i al almindelighed, kløgtigt vævet ind i sine værkers bizarre udtryk.

Det samme kan man sige om hans seneste projekt, Xbox 360 og PlayStation 3-spillet Lollipop Chainsaw, omend med mindre vægt på den politiske og lommefilosofiske dagsorden. Stil over substans lader her til at være fællesnævneren, som vi følger zombiejæger og heppekorspige Juliet Starling på sin færd for at redde det lokale gymnasium fra horderne af levende-døde, der truer med at konsumere alle hendes skolekammerater for derefter at indtage hele planeten.

Juliet er en særdeles veludrustet kvinde med blond hår, lårkort skørt og en mildest talt flirtende attitude. En udadtil stereotyp bolledukke, men indvendig en karismatisk, selvsikker hovedperson med overraskende meget tyngde. Hægtet til sit skørt har hun kæresten Nick Carlyle, der tidligt i spillet mister sin torso, således kun hovedet består. Et magisk ritual senere, og de to kan fortsætte deres pladderromance uforstyrret. Nicks manglende korpus, blandt andre sære begivenheder, bliver selvfølgelig genstand for adskillige vittigheder under bæltestedet, men takket være den obskure præmis fremstår de som oftest ganske morsomme.

Lollipop Chainsaw forklaret af Suda 51 på film

Det er Dawn of the Dead-forfatteren James Gunn, der lægger ord til Lollipop Chainsaws bizarre univers, og det gør han godt. Dialogen mellem Juliet og Nick er dynamisk, varm og frem for alt humoristisk, hvorfor man holder ved til det sidste, som det ellers klichéfyldte narrativ udfolder sig. Sudas provokerende æstetik og Gunns vittige manuskript er en vellykket kombination, der absolut må regnes blandt årets hidtil bedste. Brancheveteranen Tara Strong og Smallville-kendingen Michael Rosenbaum fortjener ligeledes ros for deres personificering af henholdsvis Juliet og Nick. Strong er med sin forførende, selvsikre lillepigestemme et sikkert match, alt imens Rosenbaum brillerer med en underspillet ironi i sine replikker.

2

Lollipop Chainsaw har held med sin teenage-pladderromance. Dialogen mellem Nick og Juliet er således både varm og morsom.

Det øvrige figurgalleri, fortrinsvis bestående af Juliets omnipotente zombiejægerfamilie, samt diverse psykoseramte klassekammerater, falder desværre i baggrunden. De er skam tilpas gakkede til at fordre opmærksomhed, men sat op imod det umage par Juliet og Nick er de hurtigt glemt. Snarere er det de to turtelduer og deres akavede forhold, der driver Lollipop Chainsaws muntre øjeblikke.

Juliet er dog kapabel på andre områder end sin fysiologiske fremtoning og flatterende dialog. Når alt kommer til alt kan verdensfreden ikke sikres ved hjælp af pin-up-kostumer og simpel small-talk med kæresten, nej, Juliet må tage mere hårdhændede metoder i brug. Som enhver anden zombiejæger med respekt for sig selv er Juliet i bedste Bruce Campbell-stil udstyret med en motordreven kædesav. Hvad bedre til at skære knopperne af vraltende ådsler? Dertil kommer diverse heppekorsudstyr så som pomponer, trampoliner og bomme.

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!