Hitman: Absolution - Hands-On Preview • Side 2

Jeg føler - ergo er jeg (lejemorder)

Den største ændring er tilføjelsen af noget som IO kalder 'Instinkt'. I andre spil ville man nok kalde det magi, men Hitman-universet levner jo ikke meget plads til det overnaturlige. Så her er det i stedet Hitmans lejemorder-instinkt, der er grunden til, at han kan se ting, vi andre ikke kan se, og gøre ting, vi andre ikke kan gøre.

Instinkt kan anvendes på flere forskellige måder. Det kan bruges til at se, hvor ens mål og eventuelle trusler befinder sig. Også selv om der er mure imellem. Det kan bruges til at slippe forbi vagter og mistænkelige personer, hvor det nærmest virker som en form for 'stealth'-funktion. Og endelig kan det også afsløre objekter som man kan interagere med - oftest på en måde der betyder at nogen kommer af dage på en ubehagelig måde.

Skyd eller træk våben, og folk løber skrigende væk.

Det virker måske lidt plat, men i realiteten fungerer det faktisk fornuftigt, og det fjerner lidt af den skarpe afgrund, som de tidligere Hitman-spil sendte en ud over, hvis man blev opdaget, eller kom til at gøre noget forkert. Så faldt afregningen oftest lynhurtigt i form af en hel bane med hysteriske bodyguards, og så var det bare at reloade.

Absolutions instinkt-funktion gør overgangen en lille smule blødere, ved at lade en slippe ud af situationer, eller forudse dem inden de opstår. På den måde bliver der en lille smule mindre trial-and-error over det, når man udforsker banens muligheder for ulykkeslignende snigmord. Det er dog en begrænset resurse, så man kan ikke bruge den hele tiden, og efter sigende skulle den være helt fraværende på de højeste sværhedsgrader, til purister og masochister. Men til en weekend-morder som mig, passer det fint.

En sandkasse med kanyler

Inden jeg fik controlleren i hænderne, fortalte spillets producer Luke Valentine, at de så banerne som sandkasser, hvor man kunne kombinere sig frem til et utal af mulige drabsmetoder og flugtstrategier. I så fald er det en sandkasse af den allerværste vesterbroske slags, med dødsensfarlige inficerede kanyler ad libitum spredt i sandet.

Men det er faktisk lidt en fornemmelse af en kæmpe legeplads man får, når man vandrer omkring i menneskemængden. Næsten alle steder er det genstande, situationer eller omgivelser, der sætter tanker i gang omkring, hvordan man kan kombinere sig frem til det perfekte mord. Så meget af tiden går faktisk med at bare vandre omkring og notere sig alle de forskellige muligheder, inden man beslutter sig for, hvilken plan man vil følge.

En af kanylerne i sandkassen, er muligheden for at udgive sig for, blot at være en simpel kok. Dog med en noget usund interesse for store knive.

Den blotte tilstedeværelse af alle disse muligheder er også medvirkende til, at man virkelig får lyst til at bruge dem. Overalt er der knive og flasker. Men det er jo næsten for simpelt, for uelegant, bare at vente i en mørk gyde med et stumpt instrument. Bah! Ligefrem brutalitet er for amatører, der ikke respekterer håndværket. Den indirekte tilgang understøttes også af, at Hitman nu for første gang har fået et egentligt pointsystem, der belønner usete dræbere, og straffer uforsigtige og unødvendige drab.

Derudover prøver IO også at hæve genspilsværdien af de enkelte baner, ved at have en række udfordringer for banen, som kræver flere gennemspilninger og forskellige drabsmetoder, for at opnå alle sammen. Om det betyder, at de føler sig pressede på spilletid, og har brug for at puste spiltiden op, eller om det er en ren overskudshandling, er for tidligt at side noget om. Men for mig var udfordringerne nærmest unødvendige. Min nysgerrighed alene var nok til, at jeg havde lyst til at prøve at tage livet af mit mål på nye måder.

I hælene på latex-nonne-traileren og råben og skrigen om, at spillet er ved at blive fordummet, så det passer til mainstreampublikummet, var det et forbavsende velkendt Hitman jeg mødte. Selvom der er blevet vist (og snakket) meget om de nye mekanikker til skuddueller og slagsmål, er det klare indtryk stadig, at dette er en sekundær ting. For set som en shooter, har Hitman ikke noget specielt at byde på. Det er først når du spiller som den snigende voyeur, der uset blander sig i mængden og orkestrerer drabet som det mest omhyggelige håndværk, at Hitmans kvaliteter træder frem.

Læs også:
Noget andet end bare at få kugler i hovedet - Interview med Christian Elverdam, Gameplay Director
Hitman har været væk for længe - Interview med Luke Valentine, Producer