Dante udfører den velkendte duel fra Pagtens Ark.
"Dante er ikke bøsse, men jeg ville sådan ønske han var det. Så kunne de lære det, alle de intolerante aber derude," siger den kreative instruktør fra Ninja Theory, Tameem Antoniades.
Jeg ville også ønske han var bøsse. Udover at det netop ville have været et værn mod snæversynede idioter, så ville det også have været passende for Ninja Theorys nyfortolkning af the Devil May Cry-serien (DmC). "Historien handler om oprør," forklarer Antoniades. Og det hele passer til Dantes provokerende stil. Lige fra street art-æstetikken til de drastiske karakteriseringer, lige fra navnet på hans sværd og til den pudsige insisteren på at skrive 'm' med lille i forkortelsen.
Lige fra begyndelsen af Ninja Theorys præsentation, hvor Dante slår en dørmand i gulvet for at infiltrere en natklub styret af en dæmon ved navn Lilith, er den oprørske tilgang tydelig. Dæmoner manipulerer elementer af DmC-universets samfund, og Lilith bruger sin natklub til at konvertere de rigeste klasser til at blive kollaboratører. "Lilith er underholdningens ubestridte dronning," siger Antoniades.
Lilith byder vores smækre helt velkommen ved at sænke den del af gulvet han står på, mens resten af klubben udvider sig og afslører adskillige balkoner langs siderne som kom de ud af en pop op-bog. Ingen synes imidlertid at tage nogen notits, for Dante befinder sig i et parallelt univers. Han står på et konstant skiftende dansegulv. Ved siden af ham er de omkringliggende vægge belagt med neonfliser, hvorfra silhouetterne fra den virkelige verdens dansegæster reflekteres.
DmC: Devil May Cry - Trailer [Tokyo Game Show 2011]
Igennem hele denne indledende sekvens rekonstruerer scenen sig selv. Så har den en platform fyldt med roterende røde spotlights, senere omdanner væggene sig til mangefarvede elektriske geometriske former, som ligner noget taget ud af Rez, og indimellem buldrer de i rytme med det pulserende soundtrack.
På ét tidspunkt kæmper Dante med uhyrer, der minder om en mellemting mellem et hulepindsvin og en hyæne, mens et stroboskoplys flimrer. Den visuelle opfindsomhed som skabes fra disse konstant skiftende kulisser er fænomenal. Så længe spil bliver ved med at se så godt ud, kan jeg sagtens vente på næste generation.
Spillets psykodeliske udtryk ligger langt fra den dystre gotiske arkitektur, man ellers kender fra serien. "Vi ville gøre spillet mere nutidigt," siger Antoniades. Udover at det ser fantastisk ud, så sætter den farverige scene også sit præg på selve måden at spille på. I en del af kampen i natklubben glimrer gulvfliserne skiftevis rødt og blåt, hvilket kræver at spilleren må veksle imellem angel og devil powers for at træde på dem uden at blive såret.
