Pc-versionen af Dark Souls volder store problemer for From Software, der i øjeblikket konverterer spillet fra konsollerne til pc.
Især frameraten opfører sig problematisk, og det er kommet bag på producer Daisuke Uchiyama, der forklarer problematikken overfor Eurogamer.
"For at være helt ærlig, så har vi store problemer pga. vores mangel på erfaring og viden om pc-platformen. Vi troede egentlig det ville være barnemad, men det har vist sig ikke at være tilfældet. Vi arbejder stadig hårdt på sagen - faktisk knager og brager det for at komme videre," forklarer han.
Uchiyama påpeger også en kulturel forskel i processen, da Japan ikke har nogen større tradition for pc-udvikling. Derfor er det nemmere for japanske udviklere at lave spil til konsollerne, men en del sværere at tage hul på pc-udvikling.
Frameraten er i øjeblikket det største problem, og From Software kan ikke garantere, at problemerne med hakkende spiloplevelser fra konsoludgaverne er væk, når pc-versionen af Dark Souls udkommer. Til gengæld vil der komme et plaster på såret i form af mere indhold og flere spillertyper.
Det vil tage i omegnen af 10 timer at gennemprygle de nye baner, lover Uchiyama.
Pc-versionen, der bærer det noget stressende navn, Dark Souls: Prepare to Die Edition, udkommer den 31. marts til pc.
Dark Souls: Prepare to Die Edition trailer

