I skrivende stund har EA Sports allerede præsenteret en håndfuld ganske betydelige ændringer i opskriften til den næste FIFA-version, og efter at have spillet FIFA 13 en halv snes gange må vi sige, at den ændring som skiller sig mest ud, er også den med det mindst spændene navn: Attacking Intelligence.
På trods af at FIFA 12 var en vellykket fodboldsimulation på mange områder (og ikke mindst bød på et overflødighedshorn af falden-på-halen humor), så var det heller ikke fejlfrit. Eksempelvis skete der tit det, at når man løb over midterlinien med bolden var der ikke medspillere nok fremme, hvilket gjorde at man måtte holde fast i den indtil hjælpen nåede med frem.
Idéen med Attacking Intelligence er netop at få flere medspillere med i angrebet for på den måde at angribe i bølger. På den måde kan man udnytte rummet imellem isolerede og tilbageløbende forsvarsspillere, og i samlet flok kan man brøle mod modstanderens mål med alle chancer for at fange en ripost efter en målmandsredning.
Og det virker faktisk. I min pre-E3 multiplayer version valgte jeg at være AC Milan, og efter at jeg i skikkelse af Zlatan Ibrahimovic havde fået fat i bolden ved midterlinien, så jeg omgående spillere som Pato, Robinho , ja selv Luca Antonini storme frem fra defensive positioner for at hjælpe. I FIFA 12 var det som regel sådan, at man kunne finde en medspiller første gang man havde brug for det, men i FIFA 13 kan man også finde medspillere derefter og derfor styrke angrebet og kreere nye muligheder. Boldens mere aggressive bane når man stikker den fremad, giver også kontraangreb mere tempo og kraft.
FIFA 13 - Første gameplay trailer
Et andet irritationsmoment ved FIFA 12 var af den slags man først lægger mærke til efter at have spillet i månedsvis: Nemlig den absolut kliniske måde spilleren kunne tæmme bolden og rykke væk på. Der var ganske vist masser af varianter og finter, men ikke nok til at man ikke med tiden begyndte at fornemme deres kunstighed og geometriske præcision.
FIFA 13 indfører også en grad af noget som udviklingsholdet altid har talt om i meget varme toner, når jeg er blevet inviteret forbi: personlige spillerfejl. Spillerens egenskaber og de situationer de finder sig selv i - eksempelvis boldens fart og vinklen man modtager den fra - er nu med til at afgøre kvaliteten af første berøring. Det betyder, at selv om flere spillere støder med frem i angrebene, så er man stadig nødt til at være opmærksom på alle detaljer.
Man kan heller ikke længere stole blindt på sine proptrækkerdriblinger og sit slalomløb igennem en tætpakket midtbane eller ind i feltet. Det lader nemlig til at first touch systemet ikke kun gør sig gældende, når man modtager bolden. Næsten hvert eneste lille berøring i en dribling føles en smule upræcis, hvilket er med til at øge risikoen ved bare at trække selv.
Det er til gengæld også gode nyheder for de som havde det vanskeligt med sidste års Tactical Defending system, hvor det kunne være vanskeligt at time bevægelse og tackling helt korrekt imod modstanderens driblekunstnere. Nu hvor angriberne har mindre kontrol med bolden, er det en bedre strategi blot at følge med dem, og har de holdt fast i den for længe slår man til.
