Yves Guillemot, direktør for Ubisoft, kom ind på scenen under Nintendo's show på E3 i nat. Han havde dette at sige om den kommende konsol fra Nintendo:
"Konsollen er nem at gå til, social og revolutionerende. Vi vil gerne sige tak her fra Ubisoft."
Under Ubisofts del af Wii U showet kom Xavier Poix, chefen for Ubisoft Frankrig, ind og fortalte lidt om Gamepad'en.
Ifølge Poix vil man i Just Dance 4 lade en spiller styre hvilke dansetrin de andre spillere skal udføre mens de danser. Blandt de mere sadistiske værktøjer man som "dirigent" vil have til rådighed er "Strike The Pose" hvor man vælger en stilling som danserne skal indtage - og som de skal stå stille i, indtil man siger de har stået der længe nok.
Der blev derudover vist lidt mere gameplay fra ZombiU ved denne lejlighed. Ifølge Ubisoft er Gamepad'en dit eneste værktøj til at overleve. Ved showet kunne vi blandt andet se den brugt som sigte til en sniper rifle, som night vision kiggert og som alt fra inventar til styremetode.
Den bruges også til at ryste zombier af sig, når de griber fast i spilleren. Der var ikke meget kød på videoen ud over det, men det der var tilgængeligt så umiddelbart sjovt ud.
Sidst men ikke mindst vil man med ZombiU og Wii U's Gamepad kunne bruge en "Zombify" app som stort set med det samme kan forvandle den spiller der står foran Gamepad'ens kamera til en zombie på tv'et. Reggie Fils-Aime virkede under showet meget betaget af denne feature, og begyndte da også at snakke om "At være småsulten" inden Ubisoft's medarbejdere trak sig tilbage.
Til sidst kunne Ubisoft løfte sløret for nogen af deres spil der vil være tilgængelige på Wii U'en.
• Assassin's Creed 3 (læs preview)
• Rabbids Land
• Your Shape: Fitness Evolved 2013
• Rayman Legends
• Sports Connection
• Avengers: Battle for Earth
• Just Dance 4

