Hvad hvis vores drømmeverdener alle sammen var forbundne. Hvad hvis vi, når vi drømte, var i den samme verden, hvor hver vores drøm blot udgjorde en lille del af et større landskab. Evigt skiftende og bevægende, i takt med at vore drømme, tanker og erindringer skifter karakter og indhold?
Spillet starter selvfølgelig også i en drøm - på en øde ø, vel at mærke.
Det er præmissen bar det svenske peg-og-klik indie-spil "The Dream Machine", der som en anden Salvador Dali i børnehave, boltrer sig i modellervoks, ståltråd og surreelle landskaber. For det der for alvor skiller den svenske drømmemaskine ud fra mængden, er brugen af dukker og fysiske kulisser i opbygningen af spillets univers. Dermed indgår spillet i en lille eksklusiv gruppe, der mig bekendt kun omfatter nogen ganske få andre spil, såsom The Neverhood og danske Blackout fra nu hedengangne Deadline Games.
I skikkelse af nogen-og-30-år fyren Victor Neff, er man netop flyttet ind i sin nye lejlighed med sin kæreste, som man venter barn med. Allerede her understeger spillet, at vi er et stykke ude af mainstreamen. For Victor er hverken nogen helt, eller anti-helt for den sags skyld. Han er skræmmende almindelig, med træk man i skræmmende grad kan genkende fra sit eget nogen-og-30-årige liv. Når han kigger på guitaren og lover sig selv, at han snart vil samle bandet igen, kender man den tanke fra sig selv, men ved også, at det aldrig vil blive til noget.
Produktionsmetoden minder en del om animationsfilm.
Men nu er det jo ikke havregrød og timeløn det hele, for så ville der jo ikke være meget spil i det. Så heldigvis viser det sig, at den sære vicevært Mr. Morton igennem årtier har udforsket beboernes drømme via en sær maskine i kælderen. På den måde har han prøvet at kortlægge den samlede drømmeverden, som en anden opdagelsesrejsende. Men som det jo ofte er tilfældet med den salgs ting, så vil maskinen ikke makke ret længere, og begynder at invadere huset beboere af sig selv. Og så er det op til Victor, at gå ind i deres drømme og redde dem.
Men klangbunden for spillet er stadig en hovedperson, der både er troværdig og bemærkelsesværdig. Fordi han ikke er noget særligt, mens man alligevel fornemmer at hans person har den dybde, som alle os helt almindelige mennesker jo også slæber rundt på under vores normalitet.
