Skullgirls Anmeldelse

Kindheste og tøsetæsk!

1

Den sexede sygeplejerske bag skærmen er spillets mest lumre karakter. Nonnen til højre forvandler sig om to sekunder til et frådende mutantmonster - knapt så forførende.

Fighter-genren har fået noget af en revival siden udgivelsen af Street Fighter IV i 2008, og alene inden for det sidste års tid har Soul Calibur V, Mortal Kombat og Street Fighter X Tekken tæsket sig ind på spilhitlisterne verden over. DLC udvidelser med ekstra karakterer, kostumer og andet godt er blevet en selvfølge - også selvom Capcom har måttet sande, at fans har luret deres ublu forretningsmetoder med at gemme indhold på spilskiverne for så senere at låse det op mod en net sum penge. Mere vil have mere.

Det seneste skud på fighter-stammen, Skullgirls, tager dog en ny drejning og udkommer slet ikke fysisk, men kun som downloadtitel til XBOX360 og PS3. Ganske givet med flere DLC karakterer og baner i vente, men det er nu engang mere tilgiveligt, når spillet som udgangspunkt er en downloadtitel, der med garanti giver dig færre lommesmerter end de utallige Ultimate Legendary Extra Arcade Super Special Final Late Night Editions af de store velrenommerede fighter-titler på markedet. Om 2D fighteren Skullgirls også giver dig færre tommelfingersmerter, kan jeg ikke garantere.

Skullgirls bemærker sig fra første kindhest med sin smukke håndtegnede grafiske stil, der emmer af japanske fighterklassikere som f.eks. Guilty Gear og de nyere BlazBlu-spil. Som titlen lægger op til, er der kun piger i spillet - men hvis du forventer Dead or Alive lummerhed med konstant bølgende barm og små støn, når tøserne klasker løs, så bliver du skuffet. Stilen i Skullgirls er bevidst cartoony og mere skør end sexet til trods for et karakterudvalg udelukkende bestående af kvinder.

Skullgirls - Gameplay trailer

Der er alt fra seje superspioner til morderiske monsterpiger i det brogede karaktergalleri, hvor især en transmogriffende mutantnonne og en herlig old school hyldest til amerikanske tegnefilm fra 30'erne fanger blikket. Peacock er navnet på tegnefilmstøsen, der fremstår som Betty Boops sindssyge stedsøster. Herlige humoristiske karakterer til et på alle måder crazy fighterspil.

2

Karakteren Parasoul gør god brug af sine nazi-lignende håndlangere, mens den sindssyge tegnefilmstøs Peacock vanen tro trækker en overdimensioneret gøb. Må galskaben vinde!

Nu er karakterdesign og grafisk stil jo kun overfladen i en fighter, så hvordan er det med gameplayet? Kan tøserne tæske løs, så det mærkes? Også i den grad. Kampsystemet er velsmurt og fyldt til randen med langt ude kombo-muligheder, der nok skal give hård hud på fingrene for de tæske-lystne. Helt så dybt og teknisk i sit gameplay, som f.eks. det på alle måder imponerende Street Fighter X Tekken, er Skullgirls naturligvis ikke, men som download-titel er det alligevel en ganske imponerende lille bedrift. Sværhedsgraden er meget passende old school til grænsen af det masochistiske - så spiller du alene, må du være beredt på bøllebank.

Spillet byder p.t. kun på otte karakterer, hvilket er meget lidt i disse tider, hvor enhver større fightertitel med respekt for sig selv har 40+ karakterer at vælge imellem, men der er heldigvis allerede annonceret to nye tøser til samlingen, og flere er på vej. En udød operasangerinde og en lille pige med en monsterparaply står først i køen til kvindekampen. De er bestemt tiltrængt, da Skullgirls, som det tager sig ud nu, er en sjov om end sparsom fornøjelse. Flere karakterer, flere baner og flere spil-modes er tiltrængt. Skullgirls er skræddersyet til en sommeraften med vennerne, og for en gangs skyld også et fighterspil, der er målrettet kvinder i lige så høj grad som mænd. Tør du få tøsetæsk?

7 / 10

Læs om vores Karaktersystem

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!