Sniper Elite V2 Anmeldelse

Hovedskud og Nazi-kastration i Berlins ruiner.

Sniper Elite kender sin egne begrænsninger, og med det mener jeg at spillet kender sit publikum. Det er ikke ude efter at lokke pedantiske historikere med en præcis 2. Verdenskrigs-simulation. Ej heller er det ude efter at tilfredsstille shooter-feinschmeckere med opfindsomme, forfinede mekanikker eller et omfangsrigt arsenal af våben. Et værdigt plot og karakterudvikling er ikke andet end et fjernt håb. Hvad Sniper Elite V2 tilbyder, er et tredjepersons skydegalleri, hvor målskiverne er nazister med eksploderbare testikler.

Placeret i og omkring slaget om Berlin i 1945, synes de hovedsageligt lineære baner at antyde at det er muligt at snige sig frem, men forfalder næsten hver gang til den mere sikre forskansningsmetode, der tillader dig i ro og mag at sende projektiler gennem hovedskaller og hængenosser, i takt med at den belejrede værnemagt kaster mig mod din befæstning.

2

Spillets egentlige eksistensberettigelse. Det patosfyldte og udførlige cinematiske illustrationer af, hvad en riffelkugle kan gøre ved et menneskes krop.

Næsten hvert eneste dræbende skud i spillet vises med et slow-motion kuglefølgende kamera, der skræller ofrets ydre lag væk hvor kugle møder kød, og afslører et tværsnit af knogler og organer, der splintres og smadres i takt med at kuglen borer sig igennem det uheldige offer. Øjne vælter ud, når kraniet bag smadres, tænder slynges ud fra en knust kæbe og, på trods af at det er et svært skud, knuses testikler til en lim-agtig rød masse. Det er det vi i virkeligheden er her for at se, og hvad det angår så leverer spillet igen og igen og igen, uden hensyn til nogen andre prioriteter. Man kan ikke beskylde Rebellion for at mangle fokus.

Det er ikke rigtig et minus. I løbet af kampagnens syv til otte timers spilletid, blev jeg aldrig træt af at kastrere det Tredje Rige, en klunke ad gangen. Det er uden tvivl grovkornede løjer, men sært nok synes disse animationer også at give fjendens død en uhyggelig betydning. I andre spil fældes en fjende af en byge af skud, og glemmes med det samme. Men her er hver eneste sjælløse nazi-bot du møder designet til at udånde i et mindeværdigt øjeblik af ækel blodsudgydelse, hvilket forvandler placeringen af dit sigtekorn til en makaber legende udfordring.

Kan du fælde to mand med en kugle? Kan du detonere granaten i hans bælte, for at ordne hele delingen på en gang? Repertoiret af grusomme måder at dø på er ikke så omfattende som i Bulletstorm, men der er en vis kreativitet i det, der bliver gjort endnu mere spændende af behovet for at medregne vindfaktorer og skudbanens krumning. I hvor høj grad fysikken påvirker dine skud, og hvor meget hjælp du får kan tilpasses. Men selv uden indikatoren for skudbanens krumning, ville det være noget af en påstand at sige at spillet var realistisk. Eksempelvis leveres spillets kampvogne med en lille lysende prik, der detonerer hele køretøjet med det samme, hvis den rammes.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!