Max Payne 3 Anmeldelse: Bodsgang

Max flygter fra sine sorger, men kan han også undslippe dem?

Der er en typisk helterolle i computerspil, der aldrig har fortaget sig trods skiftende konsolgenerationer og skiftende navne. Tænk på Guile. Tænk på Link. Tænk på Nathan Drake eller Marcus Fenix. Det overmenneskelige i deres karakterer har altid været, at de var blottet for personlige dæmoner og derfor kunne udføre deres opgaver pletfrit og uden anger for overdrev.

Derfor var Max Paynes gennemslagskraft en unik størrelse, da han gennemtrumfede antihelterollen i computerspil tilbage i 2001. Allerede i første tegneseriebaserede scene var det et skifte fra den typiske helt, der havde styr på jobbet og familielivet, da to narkomaner sværtede tilværelsen til med blodet af Paynes datter og kone i en patologisk og fuldstændig meningsløs rus. Siden da var det smarte og marketingsvenlige bullet-time nok det største omtaleemne i Max Payne, men det største drive på det ubevidste plan var kynismen og selvdestruktionen i det indvendige Hærværk, som Payne drev igennem Max Payne 1 og 2.

Max Payne 3 er en tung stafet at samle op for et firma som Rockstar Vancouver, når man tænker på, hvordan det kollektive sortsyn i Remedys stil var den drivende kraft bag Max Paynes oprindelige tilblivelse. Men med Max Payne 3 er det lykkedes dem at tage den rigtige afsked med Remedy og vælge en suveræn omgivelse til tredieakten af Paynes deroute. Desværre er spiloplevelsen endt som det svageste led, hvilket især kommer til udtryk i sidste del af kampagnen.

Nok rynkede en del på panden, da de første billeder dukkede frem med en Hawaiiskjorteklædt Max Payne, der holdt siesta med ufortyndet hjemmebrændt i en brasiliansk favela. Nok er den nye kulisse et markant sceneskift fra sneklædte New Jersey i de gamle Payne-spil, men blandt de mange scener, der kunne rumme tredje potens af Max Paynes selvhad, er denne noget nær den perfekte. Det repræsenterer den blåøjede, vestlige opfattelse af Brasilien, hvor medierne igennem årtier med sambafodbold og karneval har fremstillet landet som evig økonomisk fremgang, evigt solskin i problemfri sind og et evigt godt klima. Et smukt dække over de store slum-favelaer, der er blandt de farligste steder på jorden, hvor politi og underverden repræsenterer uretfærdighed og henfald i lige, enorme dele. Et problem, der vokser uden at kunne tæmmes. Det beskidte vasketøj, vi ikke lufter i offentligheden.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!