Det må være en teknisk fejl, tænker jeg. Enten har jeg trykket på den forkerte knap eller valgt den gale indstilling, for hver gang jeg går ind i Torchlight 2-betaen føles det ikke som et spil, men mere som et inferno af ødelæggelse, der kommer mere og mere ud af kontrol. Det bliver værre og værre indtil alt bliver en blodig tåge af tal og kropsdele.
Og tallene bliver kun større og større. Alle mine egenskaber opgraderes, antallet af dødsfald stiger, monstrene bliver større, og det rene, skære omfang af mine evner er kun matchet af de udfordringer, jeg bliver kastet ud i. Det stopper aldrig. Faktisk ønsker jeg slet ikke, at det skal stoppe, indtil jeg får set på virkelighedens ur og opdager, hvor mange timer jeg netop har brugt. At spille Torchlight 2 er som at døse hen i en stadig tungere hypnose uden mulighed for at slippe ud igen.
Efter min mening er det ikke en dårlig ting. Overhovedet ikke, faktisk. Spillet gør én ting, og det gør det rigtig godt: det kaster endeløse stimer af slagtbart gods af sted mod dig, opmåler ødelæggelserne og giver dig passende præmier for dine bedriftr. Hvert monster er en fastelavnstønde parat til at kaste guld, skjolde, økser og nydelige bukser efter dig.
Smid en ædelsten ind i et våben og se, hvad der sker!
Oplevelsen er overhovedet ikke så strømlinet og lineær som i det første Torchlight, nu hvor fortsættelsen i stedet bygger på stationer, du selv kan vælge at udforske. Oplevelsen er dog stadig en slags arrangeret ægteskab mellem en trædemølle og en slagter, hvor morskaben beror på at dræbe stadig større fjender med stadig større våben, kun afbrudt af enkelt detailstyring af dit udstyr. Nok kan udviklerne sige, at der er unikke quests med unikke opgaver og unikke fjender, men det er i og for sig stadig den samme fong: nak og stjæl.
Torchlight 2 ser rigtig flot ud, og enkelte gange har jeg haft lyst til at stoppe op og nyde omgivelserne. Stilen, om end tegneseriepræget, bærer stadig et dystert skær, der fungerer fint sammen med miljøerne.
