Nok er der gået 16 år, nok er det pixeleret og nok har vi oplevet Dead Space, Silent Hill og Vampire: The Masquerade. Men Diablo vedbliver simpelthen med at være et dystert, morbidt og fremfor alt pisseuhyggeligt spil. Alle elementer er gennemskåret af snavs og væmmelse, som kun er kommet mere fremtrædende til udtryk, nu hvor den gamle grafikmotor er kørt over af nutidens velpolerede 3D-facader. Stilen er bestemt ikke blevet indbydende selvom årene er gået.
Så er der i øvrigt musikken. Man føler sig fremmedgjort midt i larmen af trommer, forvrægning og skrig, der løber igennem de underjordiske baner. Det er ikke behageligt at være en del af. Du hører de bombastiske dæmoner løbe efter dig midt i mørket, og du fornemmer de kriblende, krablende skabninger, som så gerne vil sprøjte syre i hovedet på dig. Du er et jaget stykke bytte. Du ville ønske, at grafikken var lidt tydligere, så du kunne se lidt mere i dette forbandede mørke. Du tager trapperne længere og længere ned i dybet, indtil banerne fyldt med lava og gift møder dig. På intet tidspunkt skulle Diablo give dig et indtryk af, at du var velkommen.
Løsningen på mange problemer er at slå hul på bylden.
Men du lærte at begå dig i verdenen. Alt og alle var dine fjender, og det skulle de vide. Du slog dem ihjel, tog deres ting og forcerede din vej ned i underverdenen, blot for at opdage, at afslutningen ikke var et forløsende, sundt møde. Det var mere lidelse. Men af samme grund havde du en fantastisk oplevelse hele vejen igennem. Diablo var ikke det typiske skud adrenalin direkte i blodåren, men derimod et spark i skridtet. Det forventede, at du pylrede af og tog udfordringen op. På sin vis lignede det samtidens Doom, men forskellen til id Softwares skydespil var, at det med statistik, quests og traditionelt rollespil blev en meget vanedannende kombination. Det lånte lidt sager fra Dungeon Master, men hvor den slags rollespil var behagelige, nærmest bedøvende oplevelser, var Diablo altid et spil om at have pulsen oppe. Du var ikke i sikkerhed.
