Silent Hill: Downpour Anmeldelse

Våde drømme.

1

Murphy Pendleton er en plaget mand, og det bliver ikke bedre af, at Silent Hill får fat i ham.

Konamis psykologiske survival-horror-serie Silent Hill befinder sig i en alvorlig identitetskrise. Siden de oprindelige udvikleres opløsning tilbage i 2005 har forskellige opkomlinge på skift fået lov at prøve kræfter med serien, og ser man bort fra den nu tre år gamle Wii-udgivelse Shattered Memories, dog udskældt i visse kredse, har disse været af ganske middelmådig karakter. Nuvel, at løfte Team Silents arv er en tung byrde, men ofte fornemmer man, at forsøgene har været halvhjertede og uden sans for, hvad der gjorde originalerne exceptionelle.

Ej heller hjælper det, at serien huser en af de mest dedikerede fanskarer, branchen kender til, konstant vågende over nye udgivelser og med en nærmest forstyrret kærlighed til originalerne. Det er indrømmet hårde odds, når man kommer udefra og forsøger at drive serien videre med egne idéer bag roret, velvidende at der sidder en skare af højtråbende nostalgikere hver med deres forestilling af Silent Hill-universets konstruktion.

Ikke desto mindre er det, hvad tjekkiske Vatra forsøger med deres aktuelle Silent Hill-udspil, der har fået undertitlen Downpour. Et Silent Hill-spil, der konceptuelt følger Team Silents oprindelige skabelon, men samtidig ihærdigt forsøger at vriste sig fri af dets lænker.

Silent Hill: Downpour - Trailer

Silent Hill Downpour fortæller historien om den indsatte Murphy Pendleton, hvis fortid, som med alle andre Silent Hill-karakterer, præges af amoralske gerninger. Spillet tager fat, da en bus med overflyttede statsfanger, herunder Murphy, kolliderer på den amerikanske landevej. Murphy slipper væk, og snart befinder han sig i Silent Hill - byen der hjemsøger alle som straf for deres forskruede handlinger.

2

Side-figurerne i Downpour har masser af personlighed, men forsvinder akkurat så hurtigt, som de indtroduceres.

Som spiller drives man frem af den konstante søgen efter en forklaring på, hvad Murphy har gjort, og hvorfor den tågede by har valgt at straffe ham med mekaniske rædselsdimensioner og outrerede monstre. Det er i grunden et udmærket narrativ, der uden at være synderligt originalt formår at holde spændingen gående fra start til slut.

Desværre er det også et narrativ, der læner sig meget dårligt op af den oprindelige Silent Hill-mytologi. For meget krimimystik og for lidt narrativ kaos, som befandt Alan Wake sig pludselig i Konamis franchise. Man savner Team Silents melankolske og dybt emotionelle fortælleteknik samt Shattered Memories' kreative og overraskende logik.

Til gengæld har Vatra bedre held med de mere latente fortællinger i Downpour. Som et første for serien har de anlagt en sandkasse-struktur ned over spillets mekanik, hvorfor spilleren frit kan søge på tværs af byens hjemsøgende omgivelser. I hvert et lejlighedskompleks gemmer sig en fortælling præsenteret i form af sidemissioner, der sender spilleren på udkig efter glemte ejendele, forsvundne børn eller andre mindre behagelige, men alligevel fascinerende gøremål. Det er en selvsagt fornøjelse at få lov at udforske byen i denne fri form og i vished om, at der venter en opgave bag hvert et hjørne.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!