Diablo 3 har været lang tid undervejs. Meget lang tid.
Efter mindst fire års udvikling er udgivelsesdatoen for Diablo 3 sat til 15. maj, og for seriens fans kan dagen ikke komme hurtigt nok. Diablo 2 kom på hylderne i 2000, året efter kom udvidelsen, Lord of Destruction, men siden da har franchisen ligget i dvale og har kun lavet et par opfølgende historier. Det er 11 års tornerosesøvn, og 16 år efter det originale Diablo-spil sendte spillere til byen Tristam. 16 år! Det er næsten en hel generation.
Det er mere end nok tid til, at spillerne har kunnet ryste seriens stemning af sig: en mørk, gotisk fortælling om tragedie og korruption. For mange andre vil det tredje Diablo-spil være deres første møde med et univers, der elsker at afslutte kapitlerne med en nedtur, enten et frygteligt nederlag eller et lammende kompromis.
Serien trækker mere på de mørkeste dele af Biblen og fra Tolkien og forbigår den mere traditionelle fantasy. I Diablos verden er der en evig kamp mellem himmel og helvede, og de dødeliges verden derimellem lider under korruption, og vanvid og besættelse af dæmoniske kræfter. En sejr synes kun at kunne findes som en slags udsættelse, aldrig som en varig succes. Alle helte i spillet har kæmpet mod enorme odds for at opnå dette og er til tider blot blevet bedraget.
The Book of Cain.
På en solrig eftermiddag, hvor jeg taler med Chris Metzen fra Blizzard over telefonen, er denne mørke verden glemt for en stund. Han har dog planer om at rive mig tilbage i den verden med bogudgivelsen forud for Diablo 3, The Book of Cain, som vil introducere Sanctuary for nye spillere og genopfriske hukommelsen for gamle spillere. Bogen er et dystert leksikon og et overblik over serien præsenteret som et historisk dokument, der er sluppet ud fra spillets verden.
"The book of Cain er faktisk et objekt i Diablo 3," forklarer Metzen. "Den består af hele Cains indsamlede viden, og vi ser den faktisk i et par af filmsekvenserne." Cain, den vise og trætte lærde, bruger bogen til at videregive al sin esoteriske viden og håbet om en bedre fremtid til sin adopterede datter Leah. Bogudgivelsen er en perfekt mulighed for Blizzard til at forklare en detaljeret verden, der ikke er blevet fuldt udforsket i spillene.
"Det er et forsøg på at samle og ordne den underliggende mytologi og franchisens historie," forklarer Metzen. "Diablo 3s historie, den fortælling og den verden du rejser gennem, mange af de ting er helt nye. Idéerne er derimod ikke nye, de går helt tilbage til den første spilmanual - men der er en masse idéer, som vi faktisk ikke har vist i spillet endnu. Jeg ønskede, at folk skulle have en rigtig god lejlighed for at genopfriske, så det ville blive en meget bedre oplevelse, når de fik fat på Diablo 3."

