Der er ingen chefer hos Valve af gode grunde

Newell: Et arbejdsmiljø uden chefer fremmer kreativiteten.

Noget af det mest interessante, der er blevet afsløret af den nyligt lækkede medarbejderhåndbog fra Valve, er, at der ikke er traditionelle ledere eller chefer i virksomhedens opbygning.

For nogen kunne det lyde som himlen, mens mange sætter spørgsmålstegn ved, om det nu også kan lade sig gøre i praksis.

I et interview med Bloomberg forklarer Valves formand, Gabe Newell, tankegangen bag studiets unikke struktur: Mange lag af ledere kan hæmme kreativiteten og dynamikken.

Han forklarer: "Jeg arbejdede for Microsoft i 13 år, og en af mine arbejdsopgaver var at gå ud og tale med kunder. Jeg mødte en hel masse forskellige organisationer med forskellige procesmodeller. Jeg kom derfor til at tænke mere over organisatoriske valg, end jeg nok ellers ville have gjort, men det stod klart, at forskellige typer organisationer var gode til forskellige ting. Da vi grundlagde Valve [i 1996], tænkte vi over, hvad vi skulle være gode til, og vi opdagede, at vores job ville være at skabe ting, der ikke havde eksisteret før."

"Ledere er gode til at institutionalisere procedurer, men det er ikke altid godt i denne branche. Vores industri er inde i en teknologisk, designmæssig og kunstnerisk udvikling, at der er brug for nogen, der kan anerkende det," tilføjede Newell.

Han fortæller, at der i Valves system er et primært fokus på at ansætte meget dygtige og effektive folk.

"Vi joker med, at i stedet for at ansætte de billigste folk til at udføre et job, så kigger vi efter de dyreste, " fortalte Newell.

Newell afslører dog i interviewet, at den frie struktur også medfører problemer, for det kan være svært at se, når nogen laver fejl, for "vi har ikke en masse intern kontrol til at overvåge det," indrømmer han.

"Vi går ud fra, at folk ved, hvad de laver. Da vi lavede Half-Life 2, tog en af ingeniørerne en masse dårlige beslutninger. Der var ikke et kontrolsystem der fangede fejlene, så det tog os et halvt år at opdage det, og det gav hele holdet en masse ekstra arbejde."

Det næste, der kommer ud af Newells utopiske drømmefabrik, er højst sandsynligt efterfølgeren til strategispillet DOTA, blot kaldet DOTA 2, senere i år.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!