(artikel opdateret 28. oktober.)
Når man siger simulator, tænker de fleste på flyvemaskiner, ubåde, kampvogne eller andet uopnåeligt militært isenkram. Men hvis man kigger nærmere efter, finder man også en lang række titler, der mildt sagt må siges at være lidt mere nicheprægede.
Følg med, når vi tæller ned blandt de 10 særeste simulatorer, vi har støvet op:
10: Lerche-flyet fra IL2 Sturmovik: 1946
Det er så ikke hele spillet, vi snakket om her, men et enkelt af flyene, der optræder i spillet. Vi snakker om det fine Heinkel Lerche 3 B-2, der nok primært har eksisteret som et par fedtede streger på papiret i en tysk bunker i 1945, hvor håbefulde tyske ingeniører har drømt søde drømme om luftherredømme og vidundervåben.
Hvordan man har modelleret flyveegenskaberne for det her luftkastel er ikke godt at vide, men det er i hvert fald ikke virkeligheden, der er taget udgangspunkt i.
9: Crane Simulator 2009
Yes mand! At være den store mand, øverst på byggepladsen og få lov til at løfte tunge ting op og ned hele dagen. På 9.-pladsen finder vi denne skønhed fra det ellers knapt så kendte softwarehus, Excalibur Publishing.
Ifølge beskrivelsen kan man muntre sig med bl.a. at konstruere præfabrikerede huse, losse et skib eller sætte en bro på plads. Og jo hurtigere og mere præcis du er, jo flere point får du. Og som en lille kuriositet kan det nævnes, at simulatoren faktisk gør brug af Nvidias PhysX-teknologi.

