Eurogamer.dk

Silent Hill HD Collection Anmeldelse

Shattered Memories.

1

Silent Hill 2 og 3 rangerer fortsat blandt survival-horror-genrens elite, men skæmmes i HD Collection af teknisk inkompetence.

For Silent Hill-kendere er der ingen tvivl. Seriens andet og tredje kapitel er kronjuvelerne i en imponerende samling af psykologiske survival-horror-spil, der siden slutningen af halvfemserne har fascineret spillere verden over med sit æstetisk dystre og outrerede univers.

Silent Hill 2 så dagens lys i 2001 på den da ganske unge PlayStation 2-konsol. Det var et teknisk vidunder af et spil, der excellerede på så mange punkter, at mange den dag i dag betragter det som seriens, og survival-horror-genrens, hidtidige højdepunkt. Nærmeste udfordrer, pudsigt nok, var den to år ældre opfølger, Silent Hill 3, der som forgængeren høstede nærmest universel lovprisen fra spilkritikere såvel som de inkarnerede fans.

Taget spillenes renommé i betragtning er det svært at fortænke Konami i at ville give dem en teknisk tidsvarende overhaling og slippe dem løs på denne generations konsoller. Med henholdsvis elleve og ni år på bagen kommer vi ikke uden om, at begge spil må betragtes som et par ældre herrer, der trods fortsat at se betagende ud på et godt billedrørsfjernsyn mangler den nødvendige skarphed for at tiltale et moderne spilpublikum. Derudover er der selvsagt en vis belejlighed i ikke at skulle grave sin PlayStation 2-konsol frem fra gemmeren, hver gang man ønsker sig et godt gys.

Her kommer Silent Hill HD Collection ind i billedet. Konami hyrede sidste år det relativt ukendte spilstudio Hijinx til at porte både Silent Hill 2 og 3 til Xbox 360 og PlayStation 3. Med en øget opløsning, 720p kontra originalernes 480i, samt tilføjet anti-aliasing var HD Collection udset en nøglerolle i at bringe seriens omdømme tilbage på fode, eftersom de nyere spil, med undtagelse af Wii-udgivelsen Shattered Memories, har været af mildest talt svingende karakter. Hvad bedre til at minde os om seriens kvaliteter end et gensyn med de absolutte sværvægtere?

Silent Hill HD Collection er da også ganske rigtigt et gensyn, men der går ikke mange minutter, før man indser, at det er gensyn, man helst havde været foruden. Ikke så meget grundet spillene, de er nemlig særdeles fremragende, men det hav af tekniske problemer, der plager HD-udgivelsen.

2

HD Collection (venstre) over for PS2-originalen af Silent Hill 2. Læg mærke til den manglende tåge i førstnævnte.

Det første, der springer i øjnene, er den såkaldt opgraderede billedkvalitet, eller manglen på samme. Et af kendetegnende ved PS2-originalerne var deres visuelt detaljerede univers. Hver en scene var konstrueret med nøjsom præcision og med omtanke for narrativ betydning. Team Silent var nærmest autistiske, når det kom til billedkomposition, og det skinnede igennem i deres hjemsøgende omgivelser.

Et eksempel er den ikoniske tåge, der indlemmer Silent Hills gader. I originalerne lå den som en tæt og tung dyne over byen med det resultat, at man sjældent kunne se mere end få meter frem. Den var en integreret del af spillets univers. I HD Collection er tågen reduceret til et simpelt post-processing-filter, der fylder det forreste af skærmen, men ikke residerer i selve universet. Resultat er mildest talt en katastrofe. Flere steder kan man således se utilsigtede elementer, som i originalerne blev sløret af tågeeffekten, men som i HD Collection fremstår knivskarpe med kun lidt vattet røg forrest i billedet. Det er således ikke særligt charmerende pludselig at opdage, at spillets verden brat stopper lige på den anden side af det hegn, hvorom det før var overladt til fantasien, hvad der gemte sig på den anden side. Det bryder simpelthen den kontrakten mellem spilleren og fiktionen.

Kommentarer (3)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...