Yesterday Anmeldelse

Som født i går.

Adventure genren har mildest talt set bedre tider. Engang var genren den altdominerende på PC'en, og selvom vi i løbet af det sidste år, har set en stigende tendens til at spilfirmaerne forsøger sig med adventure titler, er der langt mellem guldet.

Yesterday er skabt af det lille spanske udviklings studie Pendulo Studios, der efterhånden har fået opbygget sig en fin lille fanskare, på baggrund af deres "Runaway" serie.

Og man skal ikke bruge ret lang tid med Yesterday, før man forstår hvad firmaets fans drages af. Her er nemlig tale om et rendyrket adventurespil der, på godt og ondt, er tro mod genrens helt tunge drege fra midthalvfemserne.

Grafikken er holdt i et tegnefilmsagtigt, dog heftigt cellshaded, spilunivers, hvor man virkeligt kan føle spilskabernes entusiasme igennem det visuelle indtryk. De håndtegnede animationer på de kunstneriske baggrunde, bragte øjeblikkeligt denne anmelder på en positiv rejse ned af mindernes allé, hvor Full Throttle, Indiana Jones og Police Quest, hånd i hånd hoppede gadedrengehop i sollysets skær.

Men så begyndte billedet af krakelere. For modsat førnævnte titler, der i høj grad blandede den gode historie med en stærk satire, hvilket forresten også har været tilfældet med Pendulo Studios tidligere titler, er Yesterday en dyster og makaber fortælling, om en massemorder der dræber og sætter ild til de hjemløse i en storby, om sataniske sekter og folk der begår selvmord, og om heftig tortur... Men stadig med en stærk satire.

Yesterday - Trailer

Sammensmeltningen af humor og et dybt seriøst plot er grotesk, og de små sukkersøde humoristiske kommentarer der kommer, når du endnu en gang forsøger dig med en forkert løsning på en af spillet problemstillinger, virker tit malplacerede og kiksede. Det er ligesom om, man ikke har turdet at tage skridtet fuldt ud, og det er i mine øjne en skam.

Ærgeligt er det også, at de smukke animationer og baggrunde, ikke bliver fulgt op af et gameplay der må samme måde bygger videre på de klassiske adventure traditioner. Styringen er forsimplet i en sådan grad, at den begrænser sig til to valgmuligheder, ved hver ting der kan interageres med: Du kan enten se på dem, eller bruge dem.

Læg det sammen med en funktion, der gør det muligt for dig at få vist samtlige objekter der kan interageres med på et skærmbillede, og en (godt nok valgfri) "hjælp" funktion, der efter en 5-6 forkerte forsøg på fremskridt, fortæller dig hvad løsningen på gåden du står over for er, og du står tilbage med et spil, der stort set kører på autopilot.

Det er ligesom om, man har været bange for at folk skulle komme til at sidde fast, og dermed har man i mine øjne fjernet det eneste element, der adskiller et adventurespil fra en decideret tegnefilm. Yesterday er ganske enkelt for nemt, og selv uden brug af hjælpefunktionen, var jeg igennem efter kun 4 timers spilletid. Og undskyld mig, men det er ganske enkelt for lidt, for en titel der sælges til små 250,- på Steam.

Yesterday kan derfor kun anbefales af absolutte fans af genren, der til gengæld også vil få en fint sammenskruet historie i en pæn indpakning. Alle vi andre er bedre tjent med de indre billeder fra de gamle klassikere, og det dybfølte håb om at vi måske engang kommer til at se Full Throttle 2... Pretty please?!

4 / 10

Læs om vores karaktersystem Yesterday Anmeldelse Rasmus Max Petersen Som født i går. 2012-03-27T09:40:00+02:00 4 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!