Tilbage i juni 2011 udgav ESA (Entertainment Software Association) deres årlige rapport med tonsvis af statistikker over spilbranchen og nærmere bestemt spillerne som målgruppe. Af en eller anden fjollet årsag dukkede den rapport atter en gang op i de danske medier for få uger siden, men fokus var ikke på statistikkerne, men derimod på det faktum, at 42% af alle spillerne er kvinder, og at de sågar er i overtal i forhold til unge knægte, der spiller.
Hvis vi lige glemmer, at den generelle presse er godt ni måneder forsinket med at rapportere en nyhed, så kaster den pludselige opmærksomhed alligevel lys over en af spilbranchens mest gennemtravede minefelter: Stereotypen om kvinder som spillere.
For mange - både hos eksperter og den gennemsnitlige person - har det tidligere altid været opfattelsen, at kvinder er mindre værd som spillere i forhold til deres mandlige modparter. Ikke kun økonomisk, men også sociokulturelt, hvor de har været håbløst overset, fordi de efter sigende ikke har kunne udgøre en stor nok målgruppe. Ifølge fordommene har kvinder aldrig været en del hardcore-kliken, der konkurrerer på højeste plan i StarCraft, eller som frivilligt kaster penge og timer efter det seneste skydespil.
Nu kan vi dog takke ESA for at aflive de fordomme og smadre en sejlivet stereotype - eller kan vi? Det korte svar: Nej.
Sagen er nemlig, at rapporten med sine tal simplificerer et langt større problem, som tilsyneladende er udsprunget af hele farcen om den kvindelige målgruppe. Det kvindelige segment er åbenbart så specielt, at det fortjener ekstra fokus, når statistikker pludselig viser, at 42% af alle spillere er kvinder (et tal, der i øvrigt lå på 40% i 2010). Når medier skal dække spil, bliver det øjeblikkeligt en interessant vinkel, at folk, der udelukkende er i besiddelse af XX-kromosomer, kan finde ud af at sætte sig foran en skærm og trykke på taster.
The Sims gengiver virkeligheden, som kvinder elsker det: I køkkenet.
For ja, der er tydeligvis mange kvindelige spillere derude, tro det eller ej, men de er ikke meget anderledes end alle andre, der dagligt eller ugentligt basis bruger tid på at spille. At udstille dem, som om de er den hellige gral af målgrupper, er en naiv tilgang, der kun er med til at forstærke fordommene om, at kvinder skiller sig ud fra mængden.
Det gør sig også gældende, når man snakker om spil, som om de er kønsspecifikke. Nej, blodige og voldelige spil er ikke kun for mænd, ligesom kvinder ikke har monopol på The Sims. Man kunne fristes til at tro det, og ofte er det ganske vist tilfældet, at visse spil tiltrækker et bestemt køn, men at segmentere en samlet målgruppe for spil ud fra køn er at sætte begrænsninger på et medie og samtidig begrave det i stereotypiske fordomme.
Nu er det jo heller ikke ligefrem fordi, at spiludviklere har gjort sig selv eller os andre en tjeneste med deres forkærlighed for afklædte kvinder og store bryster, der ihærdigt lokker det mandlige publikum (og sikkert også visse kvinder). Det er et interessant aspekt, ikke så meget på grund af kvinder som åbenlyse sexsymboler, der sjældent har evnerne til at tænke for sig selv, men derimod fordi det er en tendens, som ivrigt forsøges nedkæmpet i disse tider. Det er ikke mindst udsprunget af det faktum, at det kvindelige publikum gemmer sig derude, men det skyldes sikkert også realiteten om, at kvinder netop ikke adskiller sig selv fra andre i målgruppen, hvis bare spillets genre eller historie tiltaler dem.
