Blizzard puster Project Titan op med folk fra WOW

Cheftype: Vi kan godt køre to store onlinerollespil samtidig.

1

Nej, det er ikke et billede fra Titan, men derimod et af de billeder vi fandt via Google, da vi søgte på ''Blizzard + Titan''. Det viser sig at billedet, hvis titel er ''Illustration of Astronauts Exploring the Surface of Saturn's Moon Titan During a Blizzard'', er et stykke originalkunst, som kan bestilles som digitalprint på kanvas hos Allposters.com. Men hey, måske ER Titan rent genremæssigt ovre i Sci-Fi eller den nære fremtid... For har vi ikke snart set orker og dæmoner nok fra Chilton og Co.?

Da Blizzard for nylig afskedigede 600 medarbejdere, svarende til 13% af arbejdsstyrken, var der umiddelbart ikke tale om folk i udviklerrækkerne, men derimod folk i den omkringliggende servicestruktur.

Og det var der nok en plan med, for nu er der igen lidt nyt om Project Titan, kodenavnet for Blizzards næste onlinerollespil efter World of Warcraft.

Blizzard har allerede slået fast, at spillet som sådan ikke er en afløser eller efterfølger til selve WOW, og Tom Chilton - Blizzards WOW chef - siger i denne uge til Orange County Register, at Blizzard er begyndt at tilføre mere personale til Project Titan, personale taget direkte fra udviklerstaben i hans egen afdeling.

"Vi sender erfarne folk over til Titan, som får en stille og rolig strøm af kyndige hænder. Gennem de sidste fire til fem år har vi til gengæld trænet folk op til at erstatte disse personer tilbage på WOW holdet," forklarer Chilton.

"Jo, jeg tror fast på, at vi kan køre to store MMOer i stil med World of Warcraft. Men jeg har det ikke sådan, at vi en dag bare siger 'Okay, alle mand på WOW - så er det over på Titan og arbejde!'. Det er ikke realistisk," tilføjer han.

Der er stadig intet officielt bekræftet nyt om, hvilken genre det endnu ikke afslørede Project Titan bliver for et MMO, men efter Blizzards egne beregninger vil folk stadig spille det i 20 år, og således vil vi se folk spille Titan i år 2032, hvis det altså udkommer i år. Men det gør det nok overhovedet ikke..

Det endnu så hemmelighedsfulde spilprojekt skrev sidste år overskrifter ved afskedigelsen af senior leveldesignere John Staats, som måtte forlade Blizzard efter 10 års spilarkitektur med raid dungeons og mindre instances op gennem hele WOWs levetid til dato.

Titan nåede også Blizzards egne overskrifter mod slutningen af 2011, idet spillet blev bekræftet som missing in action ved den årlige BlizzCon fan event. Dét på trods af, at spillet ifølge Blizzard selv allerede tidligt sidste år var til dels spilbart.

Og så er der hele snakken om, hvorfor BlizzCon er aflyst her i 2012.

Det virker ihvertfald ikke som om, at Project Titan er klar til at blive vist frem, hverken som koncept eller som spil, endnu. Dertil er konkurrencen i MMO-genren formentlig for hård.

Eller også er det bare ved at være tid til en rigtig sommerferie for alle mand hos Blizzard, nu hvor Diablo III efter mere end 10 år i produktion er blevet krydset af i kalenderen til en udgivelse i maj, og folkene på WOW er ved at se mållinien for udvidelsen Mists of Pandaria, som vi meget passende netop har publiceret et længere preview af med fire nye gameplayfilm undervejs.

World of Warcraft: Mists of Pandaria Preview

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!