Australske computerspillere har i mange år måttet stå tilbage for deres artsfæller i andre lande. Grunden til dette er, at Australien aldrig har brugt klassificeringsværktøjer som f.eks. PEGI til at vise, hvilken mindstealder et spil er udviklet til.
Dette har helt effektivt betydet censur og importstop af computerspil med for meget sex eller vold. Her er tale om titler som f.eks. Left 4 Dead 2 eller Leisure Suit Larry: Magna Cum Laude, som enten er blevet helt umulige at få fat i, eller kun har været tilgængelige i helt tandløse udgaver.
Hvis alt flasker sig, vil også australske gamere inden længe kunne opleve festlige blodstænk som i denne skydescene fra Syndicate.
Det nylige remake af Syndicate og The Witcher 2 er et par af de seneste spil, som er blevet bandlyst i handelen i landet.
18+ mærket, som Australien har manglet, blev i mange år holdt tilbage af den australske politiker og statsadvokat Michael Atkinson. Efter hans pension i 2010 har der dog været tale om endelig at indføre 18+ som mærkat for de hårdere spil, så voksne gamere kan få lov til at udleve deres digitale fantasier uden grænser.
Lovgivningen som skal give Australien muligheden for at spille 18+ spil er dog ikke helt gennemført endnu: I nat vedtog det australske House of Representatives lovgivningen uden tilføjelser til lovforslaget. Selv når det australske senat gennemfører lovgivningen, har spilfolket i Australien dog ikke helt vundet endnu.
Når lovgivningen er vedtaget, skal de individuelle Australske delstater hver vedtage deres egen version af lovgivningen.
Her fra ønsker vi Australien held og lykke med at få et heldækkende og også fuldvoksent spilsortiment.

