Fra terassen på min residens kigger jeg ud på de sirlige render i gruset i zen-haven. Beundrer hvordan de kredser omkring de omhyggeligt placerede sten, der forankrer havens hjørener. Livet er godt. Jeg har nu været Daymio for Chosu-klanen i 10 år, som også min far var det før mig. Mit folk har det godt, økonomien vokser, og vi har en lille men veltrænet hær.
Det strategiske kort er overskueligt, men måske også en lille smule kedeligt.
Det seneste skud på stammen i den efterhånden langlivede Total War-serie er endelig landet. Den lyder det mundrette navn Total War: Shogun 2 - Fall of the Samurai , og foregår fra midten til slutningen af 1800-tallet under opgøret mellem kejsermagten og Shogun-styret om magten i Japan. Samtidigt er det også en periode, hvor Japan for alvor åbner op for vestlige påvirkninger, så spillet er på den måde også en fortælling om den gamle krigerklasses forældelse og opløsning. Deraf undertitlen - "Samuraiens Fald".
Men der er uro i landet. Alt for længe har Shogunatet styret Japan efter forgodtbefindende, på bekostning af landets retmæssige hersker, kejseren. Og denne morgen bærer den kølige morgenluft en ny duft med sig. Duften af oprør, duften af retfærdighed og duften af et storlået Japan. Det er tid.
Spillet er bygget op over den samme skabelon som de øvrige spil i Total War-serien. Det er en kombination af en strategisk turbaseret spilmekanik, hvor man udvikler sine byer, køber nye enheder, indgår diplomatiske aftaler og flytter rundt med sine hære og flåder. Når man så støder sammen med fjenden, skifter man til en real-time mekanik, hvor man styrer sine tropper rundt i kampens hede, og udveksler sværdhug og riffelkugler på selve slagmarken.
Det gamle mod det nye - sværd mod geværkugler.
Og det fungerer faktisk rigtig godt, selvom der ikke er nogen tvivl om, at det er selve kampene der er spillets egentlige kerne. Det strategiske niveau bruges først og fremmest til at sørge for at stille sine egne tropper bedst muligt, inden man endelig ryger i flæsket på fjenden. For det er på slagmarken at kampene vindes eller tabes.
Men Fall of the Samuari rummer også mere end bare kamp og blod. For under det umiddelbare gameplay er også en fortælling om, hvordan det gamle Japan forsvinder i løbet af spillet. I starten har de traditionelle samurai-enheder overtaget, men senere i spillet løber man uvægerligt ind i modstandere, der møder op på slagmarken med bue og pil overfor kanoner og baglader-rifler. Resulatet er en massakre uden lige, og selvom det jo er rart at vinde, så rummer en sådan kamp også en lille sørgelig fortælling, når de tapre samuraier vader lige ind i skudlinjen og bliver hakket til plukfisk af den moderne militær-maskine.
