Alan Wake PC Anmeldelse

En mand med problemer.

1

Lommelygten er forfatterens bedste ven.

Alan Wake er en mand med problemer. Og det samme gælder spillet om ham. Først var det en evighed om at udkomme, og dernæst var det i lang tid usikkert, om pc-spillerne ville komme til at stifte bekendtskab med den hårdtprøvede forfatter. Morten anmeldte allerede konsolversionen af spillet i maj 2011, og den kan du læse her.

Halvandet år er lang tid at vente på en pc-version, men vi kan konstatere, at nogle gange er det værd at bruge tiden på at gøre arbejdet ordentligt. I hvert fald er der ikke mange fingre at sætte på den tekniske side af konverteringen. Jeg endte ganske vist med at sætte en Xbox-controller til, men det er afgjort fordele og ulemper ved det hele. Med musen i hånden reagerer Wake væsentligt hurtigere end med controlleren, men til gengæld er det lidt sværere at skifte mellem udstyr og at løbe. Den helt store forskel er derimod, at spillet har fået en imponerende overhaling i form af forbedrede lyseffekter og pænere teksturer, og selv på en mindre kraftig computer som min, kommer omgivelserne endnu mere til deres ret end i konsolversionen. Det ser ganske enkelt helt formidabelt ud.

Alan Wake pc trailer ægger fantasien

Til dem der ikke ved det, så foregår Alan Wake i den lille amerikanske flække Bright Falls i staten Washington, som fuldstændigt ligner noget fra en bortredigeret scene af Twin Peaks. Den vidtstrakte horisont er omkranset af kilometerhøje sneklædte bjergtinder, der kaster lange skygger ned på byen og dens ikoniske amerikanske bygninger: dineren, politistationen, kirken og naturligvis trailerparken. Bright Falls skråner ned mod en stor og ildevarslende mørk sø, og ude på landet ligger Anderson-brødrenes bondegård, komplet med rødmalet trælade og majsmarker. Stemningen i Alan Wake vælter simpelthen ud af skærmen, ruller henover skrivebordet og var endda ved at slå mig helt ud af stolen af begejstring, da spillets første afsnit blev afsluttet til tonerne af Roy Orbinsons "In Dreams".

Men suk. Intet er som regel så godt som det ser ud til i virkeligheden, og det gælder om noget for computerspil. For efter den fabelagtige introduktion til Bright Falls bliver Alan Wake forvandlet til en langtrukken, mørk og ensformig skovtur, hvor der skal smadres uendelige horder af skyggezombier med kombinationen af håndvåben og lommelygte. Som sådan er det det ganske underholdende til at begynde med, og det er nogle ret nervepirrende sekvenser, når man sniger sig rundt i Stephen King-land og bliver jaget af både politi, skygger og levende majetærskere.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!