Angry Birds temapark til Finland

Angry Birds Land i Tammerfors samler spil og virkelighed.

1

Angry Birds Land skal ligge i Tampere 250 km nord for Helsinki

Det blev ikke kineserne, som skulle gæste den første officielle Angry Birds temapark i verden. Nej, de må nøjes med deres kopi.

Det bliver derimod finnerne, som først skal lægge kvadratmeter til Angry Birds Land, en fysisk legezone betrukket med alt, hvad der er Angry Birds - meget passende, nu hvor spilseriens udvikler Rovio også stammer fra det nordøstligste land i Europa.

Det bliver den allerede eksisterende familiepark Särkänniemi Adventure Park i Tampere (Tammerfors), små 250 kilometer nordvest for hovedstaden og Rovios hovedkvarter i Helsinki, som fra sommeren i år vil lægge muldjord til det familievenlige område. Angry Birds Land er i øjeblikket på tegnebrættet i samråd mellem Rovio, Särkänniemi Adventure Park og en række designere og ingeniører.

Angry Birds Theme Park vil tælle så klassiske stykker fysisk funderet underholdning som rutchebaner, klassiske skydetelts-aktiviteter, karuseller og ikke mindst det, Rovio selv kalder for "magiske områder, hvor spil og virkelighed mødes". Slangebøsser i 1:1, velsagtens. Og grønne souvenir-masker...

"Angry Birds blev født i Finland, men er kendt i hele verden. Det er det perfekte match for vores temapark", udtaler Miikka Seppälä i en pressemeddelelse.

Flere detaljer ventes afsløret i løbet af foråret om Angry Birds Land og dets mulige ekspansion til andre platfo... lande.

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!