Eurogamer.dk

Tekken 3D Prime Edition Anmeldelse

En tom jernnæve.

1

Hvis du spørger mig, hvilke spil, jeg har givet de bedste anmeldelser i årenes løb, så vil jeg svare med en perlerække af stortitler og nøje udvalgte indiespil, der kan få mig til at lyde, som om jeg har bedre smag end alle de andre uvidende forbrugere med deres Battle Warfares og Modern Mud Shooter Combats, og hvad de nu alle sammen hedder. Men hvis du er fræk og spørger mig, hvilket spil, jeg har brugt mest TID på, så er svaret Tekken 6, som jeg i sin tid kaldte uopfindsomt og belønnede med et hæderligt, men ikke prangende 7/10. Med andre ord: Ikke bedre end Halo.

Nu sidder jeg så her med noget, der i bund og grund er Tekken 6 til Nintendo 3DS plus den animerede Tekken-film Blood Vengeance, som fremstår i flot 3D. Grafik og lyd i spillet er absolut i topklasse, og alle figurer og moves er til stede. Der er endda mulighed for at gå online og teste dine evner mod verdens store udvalg af mobile gladiatorer. Det er tydeligt, at Namco ikke bare har lavet venstrehåndsarbejde i denne konvertering, der adskiller sig på subtile måder fra sin storebror på konsollerne i form af tweaks og en smule ændret timing. Som Tekken-junkie burde jeg være på ved ud på verdens foraer for at lære om alle frame-fordele, punishers, juggles og så videre, men jeg ser ikke den store grund til at forøge mit allerede usunde forbrug af fightingspil.

I modsætning til Dead or Alive: Dimensions til 3DS er Tekken simpelthen uegnet til DS'ens hardware. Det lille fnidrede D-pad er meget svært at bruge til diagonaler og sidesteps, og den analoge knap har al for lang vandring til at være rigtigt brugbar. Det lyder måske som et relativt lille kritikpunkt, og det kan da også være, at casual spillere vil synes det. Men Tekken handler jo, som vi alle ved, ikke om at have det sjovt. Det handler om at ydmyge modstanderen med dine mest belastende juggles, det sygeste wallgame og den mest effektive okizeme. Og hvis du ikke ved, hvad jeg taler om, så er du heller ikke værdig til at træde ind i ringen i den nyeste omgang af Iron Fist Tournament.

Tekken 3D Prime Edition - Trailer [Gamescom 2011]

Desværre har jeg ikke haft den store mulighed for at demonstrere mine sirligt indstuderede strategier og meningen med mine indforståede nørdebegreber for andre end mig selv, for det er simpelthen næsten umuligt at finde modstandere online i spillet. Det er ellers en gylden mulighed for at forlænge levetiden betragteligt, men jeg måtte flere gange slukøret forlade onlinelobbyen uden held. Det er måske et udtryk for, at der endnu ikke er solgt så mange kopier, men jeg havde slet ikke den slags problemer med Dead or Alive. I stedet var jeg nødsaget til at ty til offlinedelen, som ikke byder på andet end Survival, Quick Battle eller lokal multiplayer. Selv ikke en Story Mode kunne det blive til fra Namcos side, og det er ærlig talt lidt sløjt. Til gengæld kan Tekken-fans nyde godt af Blood Vengeance, der gør sig ganske smukt i 3D på 3DS'erens skærm, dog med det temmelig afskyelige engelske lydspor. Samlet set får man dog ikke meget smæk for skillingen her. Måske kan onlinedelen redde spillet på længere sigt, med i skrivende stund så tingene desværre ikke optimale ud.

3DS-ejende fightingfans har heldigvis andre solide spil at vælge mellem, i form af Dead or Alive: Dimensions og Street Fighter IV: 3D Edition. Tekken kan kun bryste sig af én feature, som de andre ikke har, og det er evnen til at køre med 60 fps, selv med 3D slået til, hvor de andre kombatanter må sænke opdateringshastigheden til 30 fps. Prime Edition SER da også godt ud, med en grafik, som minder meget om Tekken 6 til PSP, men så heller ikke mere. Det er meget svært at sætte en reel karakter på selve oplevelsen, for det er jo trods alt i bund og grund et af mine yndlingsspil i lommeformat. Det er bare synd, at det er handicappet af hardwaren og krykker rundt på grund af sine indholdsmæssige mangler. Jeg kommer formentlig heller ikke til at røre det igen efter denne anmeldelse, så...

5 / 10

Tekken 3D Prime Edition Anmeldelse Jonatan A. Allin En tom jernnæve. 2012-03-01T13:33:00+01:00 5 10

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...