Eurogamer.dk

The Darkness II Anmeldelse

Velkendt mørkeleg.

1

Hvis ikke de sylespidse Darkness tænder dræber den arme mand, så gør den dårlige dæmonånde det.

Det første The Darkness udkom tilbage i 2007, hvilket i spilregi nærmest er en menneskealder siden. Ikke desto mindre er det et spil, jeg tydeligt husker flere specifikke scener fra, selv her fem år senere. Den dystre visuelle stil, det grusomme mord på hovedpersonen Jackies kæreste og den klare fornemmelse af, at udvikleren Starbreeze ønskede at lave mere end blot en first person shooter, står klart i min erindring. The Darkness var et first person adventure, mens The Darkness II til sammenligning blot er en shooter. En ofte meget blodig og hæsblæsende oplevelse, men aldrig et spil, der stræber efter at være mere end et hurtigt actionfiks. Væk er det første The Darkness lyst til at gøre andet end at tilfredsstille din indre jagthund - der er ingen vidtfavnende verden, du kan fortabe dig i, og en masse NPCere du behøver at relatere dig til mellem actionscenarierne - i The Darkness II er menuen simpel og målrettet: skyd først og spørg sjældent.

Etterens farvedrænede stil er også røget fløjten til fordel for flere farver og striber. Stilen er cellshaded a la PS2/XBOX shooteren XIII, der ligesom The Darkness har sit ophav i tegneserier. Det cellshadede look passer egentlig fint til The Darkness universet, og da 2eren har kastet stort set al anger, sorg og sjælesørgning fra det første spil ud af vinduet, så er det mere farvemættede look et forståligt og tiltalende valg.

The Darkness II - Trailer

I rollen som mafiabossen Jackie Estacado har du adgang til flere forskellige våben alt fra pistoler til uzier, shotguns m.m. helt i klassisk FPS-stil, men selvom du konstant har aftrækkeren i bund, så er almindelige skydevåben på ingen måde trækplastret i The Darkness II. Mørket kalder på dig, og ligesom i etteren får du gjort god brug af Jackies særlige evner fra det hinsides. Med dine mørke evner kan du flå, rive, smadre og sønderlemme dine fjender, og selvom angrebene med tiden bliver en kende trivielle - selv et bloddryppende hjerte mister sin chokeffekt, når det er set tyve gange i træk - , så er der er ingen tvivl om, at det er mørkets kræfter, der holder dig naglet til skærmen.

Uden de mørke evner ville The Darkness II hurtigt ryge i glemmebogen, men med det blodige arsenal af lemlæstelser er der en morbid fornøjelse at hente. Din højre mørke følgesvend anvendes til at angribe dine fjender og flå dem i stykker, mens din venstre fangearm kan kaste og anvende bl.a. bildøre som skjold. Derudover har du ligesom i etteren gerne en såkaldt darkling til rådighed, en modbydelig lille djævel, der distraherer angribende fjender for dig.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...