The Last Story Anmeldelse

Final Fantasy.

Den japanske rollespilgenre, forkortet JRPG, har meget at takke Final Fantasy-skaber Hironobu Sakaguchi for. Var det ikke for Sakaguchis legendariske spilserie, havde genren ikke eksisteret, som vi kender den i dag, med kløgtig spilmekanik og emotionel sæbeopera i herlig forening.

Hironobu Sakaguchi var og er en visionær spildesigner. En mand drevet af lysten til at forandre. Det så man allerede dengang, i 1987, da Final Fantasy egenhændigt sikrede Squaresofts videre overlevelse, og man ser det i dag, hvor Sakaguchi som leder af spilfirmaet Mistwalker fortsætter med at udfordre rollespilgenrens ellers urokkelige hjørnesten.

The Last Story - Ruli City gameplay

The Last Story er således ingen undtagelse. Sakaguchis seneste projekt, det første siden 2005-succesen Lost Odyssey, er sat i verden for at vende op og ned på de japanske rollespil. En dagsorden ikke ulig den, Sakaguchi havde i 1987. Glem derfor alt om alenlange, usammenhængende narrativer, tur-baserede kampe på mere end 30 minutter og timelange grinds for at øge spilfigurernes kamppotentiale. The Last Story er et tempofyldt moderne rollespil med blikket fast rettet mod fremtiden.

Det fortæller historien om et følge af lejesvende, hidkaldt af en af landets store rigmænd, der ønsker dem som vagter ved sin datters nært forestående bryllup. Begivenheden er først og fremmest en af politisk betydning, da datteren ikke ønsker sin udkårne. I stedet falder hun pladask for en af de hyrede lejesvende, der sværger at hjælpe hende fri, til stor utilfredshed for den unge greve, hvem med hun skulle være gift. Som om et trekantsdrama ikke var nok, angribes slottet af en fremmed race, der med ét truer freden på tværs af de ganske land. Midt i det hele står følgeskabet, der ser deres snit til at fri sig selv fra hvervet som lejesvend, og i stedet kæmpe for land og rige som ægte riddere.

1

Figurgalleriet er The Last Storys måske største bedrift, med de seks lejesvende som det absolutte højdepunkt.

Et på overfladen ganske trivielt og velkendt narrativ, men i praksis en stærk og velfortalt historie, der langt trumfer konkurrerende spil på markedet. I centrum står følget af lejesvende, der alle er rige på personlighed. Man føler med de enkelte, som de på skift involveres i den intense fortælling og som i de bedste historier må de alle lide, før det gode kan sejre. Nuvel, dialogen har sine øjeblikke, hvor den nærmer sig det pinagtige, godt hjulpet på vej af en lidt tvivlsom britisk-engelsk voice-over, men det ændrer ikke ved, at man kommer til at holde af figurerne, og tydeligt husker dem fra hinanden. Dertil kommer en af de mest mindeværdige slutsekvenser i nyere spilhistorie, som vi nok skal undlade at spolere her.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!