DoDonPachi Blissful Death Anmeldelse

Døden er himmelsk!

1

Ingen genrer definerer oldschool arkade-action meget bedre end shmups, de gammeldags grillbar-shootere. Du styrer dit lille fartøj vertikalt eller horisontalt, og så er det ellers dig mod rov, som oftest i et forsøg på at redde din planet fra en fjendtlig invasion fra rummet. DoDonPachi Blissful Death (kendt i Japan som Dai Ou Jou) til iPhone og iPad er ingen undtagelse. I rollen som en cybernetisk Elemental Doll (!) skal du i dit lille rumskib blæse al modstand af vejen, og det bliver ikke meget mere rendyrket end her.

Shmup-genren har to ubestridte mestre. Treasure er den første, og de formår altid at indbygge en meget finpoleret finesse i alle deres spil. Den anden er Cave, som i dén grad mestrer de vilde, næsten for kaotiske bullet hell-spil. Blissful Death kommer fra sidstnævnte team, og kendere vil vide, at det betyder sindssyg action fra start til slut.

I gamle dage var denne genre ekstremt simpel. Du havde dit skib, og så gjaldt det om at pløkke aliens og samle powerups. Men enkelheden blev efterhånden krydret med forskellige systemer. I R-Type fik du en lille sonde, som du hele tiden skulle placere korrekt i forhold til dit skib, og i Gradius måtte du overveje temmelig grundigt, hvilke powerups, du ville bruge. De bedste eksempler på genren har formået at introducere en enkelt gimmick eller to, som ændrer hele oplevelsen, og dét er Cave selvfølgelig mestre i.

I DoDonPachi Blissful Death har du to typer skud: spredeskud og laser. Det handler som altid om at opnå den største score, og du er nødt til at variere din taktik for at kunne imponere damerne (eller fyrene) med din overflod af point. Når du skyder fjender med dine spredeskud, opbygger du en combo counter. Er du for længe om at tæve den næste fjende, så nulstilles den, og du må begynde forfra. Laseren kan derimod fryse din counter, så det gælder i bund grund om at skifte til den, når der kommer en større fjende, der tager for lang tid at nakke. Dertil kommer klassiske smart bombs og hyperskyd, som du kan bruge, hvis tingene bliver for hektiske.

DoDonPachi: Blissful Death iOS trailer

...OG DET GØR DE! Cave har ikke valgt undertitlen Blissful Death for ingenting. Spillet vil smadre dig, myrde dig, hakke dig i stumper og stykker, ondulere dig, molestrere dig og gøre dig til en ex-Elemental Doll på ingen tid. Og det er på Easy. Du får en række sværhedsgrader og træningsmuligheder, men spillet bliver aldrig nogensinde noget for afslappede typer.

Man kan måske kritisere Blissful Death for at være lige lovlig simpelt, og der er da også tale om en port af et arkadespil fra 2002. Vi ville ønske, at Cave ville fokusere mere på udvikling af spil direkte til iOS, men det kan ikke diskuteres, at Cave har fået sat det allervigtigste element lige i skabet: spillets feel.

Shigeru Miyamoto har ofte beskrevet, hvordan Nintendo brugte evigheder på at gøre Marios ikoniske hop perfekt, eftersom det var spillets primære gameplayelement. I DoDonPachi skal man skyde, og jeg tør godt æde mit arkadestick på, at der er blevet brugt MANGE timer hos Cave på at få fornemmelsen helt korrekt, for ingen gør det bedre. Samtidig har teamet sørget for, at styringen på iOS er så optimal som muligt. Du får en lille plads i bunden af skærmen til din finger, og det er nok til, at man både på iPad og iPhone kan undgå syndfloden af fjendtlige skud med overraskende præcision. Derfor løfter spillet sig over masserne. Det er måske ikke lige så komplekst som Caves andre shmups i App Store, som fx Deathsmiles, Mushihimesama Bug Panic og selvfølgelig DoDonPachi Resurrection, men til 30 kr. er prisen lavere end de andre spil, og du får ikke meget bedre rendyrket retro-action end denne omgang projektilporno.

8 / 10

Læs om vores Karaktersystem

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!