Hvor er vores anmeldelse af PS Vita?

En forklaring på de kommende svar på det store spørgsmål.

1

PS Vita udkommer i Danmark i dag. Find Holger.

Det er i dag den 22. februar. Resten af verden opfatter denne onsdag som en helt normal hverdag. Midten af ugen. Kun en rigtig lang Eddie Murphy filmtitel til den iskolde fredagsøl.

Men i dag markerer for spilindustrien udgivelsen af en ny konsol på et marked, der de seneste år på sin vis har affundet sig med udbuddet og egentlig virket meget tilfreds med det.

Men nu sker det altså. Sony frigiver i dag PlayStation Vita, en håndholdt konsol, der næsten er for stor til at kalde mobil, for den passer ikke rigtigt ned i andet end inderlommen på en stor parka coat.

Men så kan den til gengæld også lidt mere end dagens flade smartphones med deres fokus på bekvem tyngde i forlommen og deres små, gnaldede apps om alt og intet.

Vores nylige preview af PS Vita forklarer egentlig meget godt, hvad du kan forvente dig af selve maskinen, mens det store spørgsmål fremefter må være, om der er nogle spil at komme efter ved lanceringen.

Disse lanceringsspil er vi ved at gennemspille mens disse ord tastes. Og der er mange. Og det kan afsløres her, at et par af dem faktisk er virkelig gode. Men vi vil så gerne lige have onlinekomponenterne ved nogle af spillene med i bedømmelserne også.

I de kommende timer og dage kan du derfor se frem til anmeldelser af en længere række lanceringstitler fra Sony, Ubisoft, NamcoBandai, EA med flere.

Så nej, der er ingen anmeldelse af PS Vita på Eurogamer.dk i dag - og den kommer heller ikke som sådan. Derimod vil konsollen blive testet godt og grundigt igennem vores egentlige spilanmeldelser.

For det er og bliver spillene, der skal sælge PS Vita. Det er ikke nogen smartphone og nej, den er ikke nogen erstatning for en iPad. Derimod er Vita en fuldblods spilkonsol, og derfor figurerer den da også som platform her hos Eurogamer.dk fra og med i dag og fremefter.

Vita er kun skærebrædtet. Spillene er maden. Og vi er kniven... dirken... spaden der graver. Sømmet i kisten.

Så hold øje med Eurogamer.dk i den kommende tid for vores sandhedsflående anmeldelser af spil som:

* FIFA
* F1 2011
* Everybody's Golf
* Uncharted: Golden Abyss
* Lumines
* Dungeon Hunter Alliance
* Ridge Racer
* WipEout 2048
* Touch My Katamari

- med flere!

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!