Den krasne toer, ak, ak. I dette tilfælde fastslås det, at den endegyldige fantasy dog ikke var så endegyldig endda. Sidst SquareEnix præsenterede sådan en efterfølger var til final fantasy X, og det var ikke en videre succes, men efter det sidste års læsen på forskellige fora og SquareEnix's udtalelser om at gøre spillet bredere, mere levende og sidst, men i den grad vigtigst, at droppe den pedantisk lineære indfaldsvinkel, er forventningerne høje.
For set i det evindeligt alvidende bakspejl gav undertegnede Final Fantasy XIII en for høj karakter sidst, for da adrenalinen havde lagt sig, og hypen var overstået, sad jeg tilbage med en titel, der mere fortjente et 7-tal eller et stort 6 tal. Ved gennemførelse af spillet var følelsen hul, og det største spændingsmoment var at jagte rundt i verdenen efter Atlas' ekstra missioner og opgradere sine våben.
Historien fortsætter lige i fodsporet på forgængeren med en hæsblæsende intro visende vores tough-love heltinde Lightning i bedste overdrevne japansk stil bekæmpende en fyr ved navn Caius. Lokationen er Valhalla. Ikke som vi kender det, men mere en post-apokalyptisk version af en storby, som vi kender det fra filmen Inception. Lighting er dog "fanget" her og sender sin tilkaldte Noel tilbage i tiden for at passe på hendes lillesøster Serah, der så igen vil gøre alt for at finde sin storesøster. Kulissen afspejles af Gran Pulse's overdådige overflader med det bristede Cocoon konstant hængende truende over ens hoved.
Således starter efterfølgeren, og det klæder den godt, i det rolige tætte univers omsluttende de to - Serah med sin mission efter Lightning og Noel som hendes beskytter. Startende i det rolige, trygge miljø med udforskning af omstændighederne, talen med de tilfældige forbipasserende ændres temaet roligt, men stødt, over i det mere alvorlige. Noel har den egenskab at manipulere portaler og derved fremtvinge tidsrejser ved benyttelse af artefakter. Ifølge Serah er det lige netop denne mulighed, der øger deres chancer for at igennem disse rejser finde portalen til Valhalla og sammenføringen med hendes søster.
Final Fantasy XIII-2 - Gameplay
Som altid stiller tidsrejser flere spørgsmål end svar, og der medfølger de uundgåelige plotholes. Dog er pointen, som spillet også selv fremstiller, at Serah's mission i bund og grund er egoistisk. Kan hun tillade sig at rejse igennem tid og sted og ændre, hvad hun har lyst til i søgen efter hendes personlige mål. Hvilke konsekvenser giver dette? Er det en fair og respektabel handling? Vil du have svaret, står det nede på spilbutikkens hylde og venter kun på dig!
Da 2'eren efter reglen ikke behøves at være bedre en forgængeren, blot proppet med meget mere knas for den kræsne gamer, så kan Final Fantasy XIII-2 bryste sig af flere Live-scenes, hvor du selv vælger samtalens udfald - Cinematic Cutscenes, som vi kender dem fra alle andre spil, du ser ikke helt hvad, der sker, men venter på knapperne på skærmen - Kupo, som fast rejsekompagnon (hvis i husker ham den über nuttede lille bamse fra tidligere serier), der kan nogle brugbare tricks, samt diverse små minigames. Alt dette er fint nok, om man vil, men forbedringen ligger i de bredere, mere udforskede områder og de små, men vigtige, forbedringer til kampsystemet, som f.eks. at sætte sine karakterer til kun at angribe samme fjende - dette var meget savnet i originalen, når man hen mod slutning blev sat op mod nogle hidsig udfordringer.
Kampsystemet er grundlæggende, som vi kender det: Rollerne i paradigmer, der afgør handlingerne, i den aktive tur-baserede, flyder i hastigt tempo og er både prangende og med dybde. Det fungerer stilrent og er en af titlens bedste momenter - effektivt, flot og uden irritationsmomenter. Sæt dit partys paradigme op, så det holder, og kast dig ud i kamp, og du overlever det meste - Boss-battles kræver lidt mere. Her skal du granske strategier mere og måske være meget mere aggressiv eller afventende, end hvad det umiddelbart skulle synes - men husk at nyd disse storslåede slag. Det er et tungt og indfriet FF trademark, når det er bedst.
