Eurogamer.dk

Crusader Kings II Anmeldelse

Ingen undslipper historien.

Ingen undslipper historien, heller ikke Paradox. Den svenske udvikler-udgiver har et blakket ry for at have gjort det til en slags forretningsmodel at sende fejlbehæftede og ufærdige spil på gaden og satse på at gøre dem færdige senere, men vi må erkende, at miraklernes tid er ikke slut. Med Crusader Kings II er det nemlig lykkedes Paradox både at sende et spil på gaden, der rent faktisk er færdigt, men også at lave deres hidtil bedste spil til dato.

Visionen med Crusader Kings II er at placere dig, spilleren, som feudalherre i middelalderen, med den opgave at styre din familie gennem de voldsomme og blodige år fra 1066 til midten af trettenhundrede tallet. Som årene går, sidder du med ved sidelinjen, eller i midten, af de begivenheder, der på godt og ondt formede Europa.

1

Det første, man bemærker ved spillet, er, at den research, der er gået forud, er bemærkelsesværdig dyb, uden at den visner og bliver tør - og selvom nogen måske ville kalde det for et 'excal-ark' spil, har spillet momenter, der er ligeså sleske, uvederhæftige og umådelig underholdende som læsningen af ugens sladder i Se & Hør, og på den måde lever det fuldt ud op til mine forestillinger, dengang jeg studerede perioden fra 1066 til midten af 1100-tallet på universitetet i Frankrig. Jeg havde særlig fokus på Guillaume IX, hertug af Aquitaine, greve af Poitou. Guillaume var speciel af flere årsager: han var hertug, altså feudalherre, troubadoursanger (bør en rigtig mand stille sig op og synge kærlighedssange?), den første af troubadoursangerne (som vi stadig har tekster af), sang på occitansk (et dødt sprog) og så var han med i halen på det første korstog til Palæstina. Og vistnok en elendig politiker og soldat. Men en kompleks herre og naturligvis den første figur, jeg prøver at spille i CK2.

CK2 kan være en meget forskellig oplevelse, alt efter hvor man vælger at starte. Hvis man starter i 1066 som Guillaume, hertug af Aquitanien, får man lov til at spillet 'min' Guillaumes far. Aquitanien er et stort hertugdømme, cirka en tredjedel af det land vi i dag kender som Frankrig. Allerede dengang var Aquitanien formelt underlagt den franske konge, og det gør det lidt mere kompliceret at spille. Det betyder nemlig, at kongen kan indkalde dine hære til tjeneste i hans krige, det vil ske med jævne mellemrum, men det begrænser dine handlingsmuligheder en hel del. Strategien med Aquitanien må være langsigtet. Det ene ben i strategien må være at bryde løs fra Frankrig og blive et selvstændigt rige. Det andet ben er, at hvis man skal udvide sit territorium, er det nok lettest at se mod syd, over Pyrenæerne. Spanien er nemlig stadig for en stor dels vedkommende under maurernes kontrol. Maurerne er vantro, ikke-kristne, og det betyder at man som kristen herre til enhver tid kan erklære krig mod dem.

Crusader Kings II - Gameplay Trailer

Spørgsmålet er, om Aquitanien har styrken til det. Som i virkeligheden var Guillaumes hold over vasallerne ikke stærkt, de var urolige og ofte ulydige. For at gøre ondt værre pressede den frankiske kultur på nordfra og truede med at udvande den occitanske kultur, som Aquitainien, og Guillaumes familie, var rodfæstet i. Kulturkrigen er meget vanskelig at overkomme for Aquitanien. Frankerne, med kongen i spidsen, er stadig mere dominerende, efterhånden som årene skrider frem. Historisk set var det i sidste ende den omstændighed, at Aquitaine tabte kulturkampen, der beseglede hertugdømmets skæbne. Allerede i slutningen af 1000-tallet oplever man det problem i CK2, i og med at flere og flere vasaller bekender sig som frankere. I CK2's logik giver det systemiske minusser i forholdet mellem hertugen og de pågældende vasaller, og efterhånden som årene skrider frem, bliver de sværere og sværere at holde nede.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...