Det er mere end bare cement, der bliver kørt igennem i Ridge Racer Unbounded. Det er den finske udvikler Bugbears første spil i næsten fem år, og selve definitionen af serien, der altid har handlet om overdådige drifts og brændt nitro, er også blevet kørt igennem.
Ridge Racer er ikke længere en farverig verden fuld af LED-lys og excentrisk styring; i stedet er det et rapt, fysisk og legesygt spil med et bogstaveligt fokus på sammenstød. Det handler om at køre igennem ting i stedet for at undvige dem, og det kan næsten ikke føles meget mere anderledes end før.
Der har ikke været nogen mangel på uro fra fans, siden Unbounded blev afsløret, og fra et vist synspunkt har kværulanterne ret: Dette er ikke Ridge Racer på den traditionelle måde.
Men i de fleste andre henseender føles Ridge Racer Unbounded som en klar succes. Vi har savnet Bugbear i disse tider, hvor racerspilsscenen langsomt er degenereret siden deres sidste spil. Unbounded er om noget et triumferende comeback fra udvikleren bag Flatout, der allerbedst kan beskrives som en Brian-udgave af Burnout. Unbounded er en tilbagevenden af Bugbears karakteristiske action: mere slå-på-tæven end elegance, men alligevel mere raffineret i forsøget på at være tro mod navnet Ridge Racer.
Ræsene finder sted i Shatter Bay, der er en fiktiv metropol, beliggende mellem New York og Chicago. Der er konstant tusmørke til forskel fra de neonoplyste nætter eller skyfrie sommerdage, som man tidligere har set i serien. Men det er en varierende og medrivende kulisse, som bliver placeret direkte i spillerens hænder.
Ridge Racer: Unbounded - Trailer
En baneeditor kan konstruere nye veje ved brug af et flise-baseret system, og byen er bygget op omkring seks vejsæt, der kan blive delt online. Editoren er simpel, men det er imponerende, hvor meget den kan ændre i Shatter Bays mange gaderæs.
Hvad enten man er i Bugbears baner eller spillerens egne, er Shatter Bay en snusket, urban jungle - bilerne larmer og ryger og har en appetit for ødelæggelse - miljøet er ens ven, bygget til at blive udnyttet.
Det er her, at spillets nye fysik-motor viser sig. Cementpiller smuldrer, når man kører ind i dem, og spillets fokus på ødelæggelse kræver nogen tilvænning. Den bedste og mest effektive kurs er nu at pløje lige igennem pillerne i stedet for at undvige dem.
Kædehegn falder, vægge bliver nedrevet og et destruktivt nitro-boost kan blive aktiveret ved at opbygge nok kraft ved brug af hop og drifts. Disse øger destruktionsskalaen betydeligt, da det ikke kun er piller, man kan køre igennem, men hele skorstene eller butikker, og handlingen bliver vist i slow motion som fra Hollywood.
Der kan drages paralleller mellem Black Rocks Split/Second, dog på en mere aktiv måde. I stedet for at trykke på en knap for at skabe ødelæggelse er man selv katalysatoren her og er direkte ansvarlig for kaosset rundt om en.
Bilerne er designet med dette i tankerne. De er robuste, og det er de nødt til at være, når de skal udholde en fandens masse tæv. Det føles virkeligt, som om deres eneste mål er at smadre igennem cement, og spillet opfordrer dig nærmest til at te dig så barnagtigt som muligt og kaste dig igennem det nærmeste objekt, bare fordi du kan.
