Kan du huske dengang i 80erne, hvor fjernstyrede biler var den hotteste dille? Nikko! Tamiya! Eller hvad med Micro Machines? Ja, sidstnævnte var faktisk et (fuldstændig fantastisk party-) spil og ikke et bilmærke i 1:24 skala. Men anyway.
Hvis du har haft fingrene i en eller begge af ovennævnte, og snakken om dem vækker gode minder, bør Motorstorm RC være på din radar, hvis du i samme vending kan lægge købet af en PlayStation Vita til regnestykket.
Motorstorm RC er nemlig en af Sonys egenudgivelser ved lanceringen af Vita den 22. februar og er som sådan en hyldest til radiostyrede biler og deres evner til at dreje på en tekop.
Spillet er udviklet af Evolution Studios, som senest har gjort sig bemærket med hele tre Motorstorm-spil med biler i simuleret 1:1 skala på PS3, og spillet udkommer da også parallelt i en version til PS3 via PlayStation Store.
MotorStorm RC - Trailer
Banerne i RC er designet ud fra køreegenskaberne i fjernstyrede biler, og de indeholder derfor langt flere og i særdeleshed skarpere sving. Kameraet befinder sig ikke direkte over bilerne som i Micro Machines, men derimod med en lidt mere skrå, klassisk isometrisk vinkel, som giver mulighed for at se en større del af banen. Et tryk på trekant kan i øvrigt skifte mellem tre afstande til din bil.
16 baner vil være med i spillet ved udgivelsen, som ligesom i de tidligere HD-titler vil være spredt ud på fire geografiske kulisser - jungle, sne, ørken og noget, der ligner et postapokalyptisk landskab - hvert med sine egne snørklede ruter og unikke stats for vejgreb. Fælles for dem alle - og meget modsat Micro Machines - er det, at alle fire underlag har en vis glathedsfaktor, og derfor lægger op til en sjov omgang powersliding i lille skala. Evolution Studios har styr på fysikken i kraft af det foregående arbejde på Motorstorm, så selvom det nok vil være forkert at kalde spillet for en simulation i 1:24, er det heller ikke ren tandstangsstyret arkaderæs.

Små biler på en bane, hvor kulissen udgøres af store biler. Smukt.
Sony satser på en større integration af sociale platforme som eksempelvis Facebook, samt muligheden for at få en besked, så snart en af vennerne slår sin bedste tid på en bane.
Med fjernstyrede biler som omdrejningspunkt skuffer det nok lidt, at der ikke er mulighed for at stille på de fysiske køreegenskaber på bilerne. Men så er det godt, at der er nok af biler med forskellige personligheder at vælge mellem: Big Rig, Supercar, Supermini, Buggie, Rally, Muscle Car, Truck og Monster Truck. Og så er det i øvrigt muligt at vælge mellem en række forskellige skins til sin bil. Lidt er der da.
Og måske mere vigtigt, så er der en baneeditor med - endnu et element i strategien om at holde liv i spillet længe efter udgivelsen og lægge op til at dele viden og indhold. Omfanget af editoren og dens muligheder for eksempelvis at skabe lige så detaljerede baner som følger med spillet ved udgivelsen, vides dog på nuværende tidspunkt ikke med sikkerhed. Men hvis vi nærmer os ModNation Racers og Trackmania, er der virkelig potentiale i titlen.
PS3-versionen af Motorstorm RC gør det muligt for op til fire spillere at spille samtidigt på samme konsol - men hvem er det lige, der har fire controllere liggende?
Et lille plus til slut må være, at et køb af spillet via PlayStation Store på enten Vita eller PS3 giver adgang til begge versioner af spillet, som i øvrigt kan benytte samme save games - et tidligt tegn på den kobling mellem Vita og PS3, som Sony så gerne vil sikre, at vi ser fra dag 1.

