Trods sin jævnt middelmådige single-player-kampagne ender Resident Evil Revelations som et overordnet interessant bekendtskab. Dette skyldes i særdeleshed den nye multi-player-funktionalitet kaldet Raid Mode. Her skal man i samspil med en anden spiller overkomme enkelte baner fra spillets univers, hver spækket med altid forskellige fjender og udstyr. I bedste action-rpg-stil stiger man i niveau, og nyt udstyr skaffes hjem, som fjenderne overkommes og banerne fuldføres. De mange våben kan opgraderes med lige så mange perks, hvorfor man kan personliggøre sit arsenal ned til mindste detalje.
Fjenderne i Revelations har som resten af spillet et nautisk tema. Zombierne står over i denne omgang.
Raid Mode er en utrolig fængende spilfunktion, der i modsætning til single-player-kampagnen rendyrker det solide kampsystem. Fjenderne er her modificeret i en sådan grad, er det fremstår mere truende, og spændingen ved at nedlægge en boss for derefter at claime dens loot er et dopaminfiks uden lige. For første gang i seriens levetid ser vi også et co-op-system, der ikke virker forceret, men som naturligt fordrer samarbejde spillerne imellem. En værdig erstatning for det point-baserede Mercenaries, der i flere år nu har akkompagneret serien. Det skal blive spændende at se, hvordan Capcom tænker at udvikle Raid Mode til kommende Resident Evil-spil.
Meget kan man sige om Capcom, men de er dygtige til at udnytte en platforms tekniske formåen. Det samme gør sig gældende for Revelations, der til fulde omfavner 3DS-konsollens funktionalitet, og mere til. Streepass-funktionen bruges på fremragende manér til at udveksle achievements med forbipasserende. Disse giver en belønning i spillet, hvis fuldført, og giver dermed ekstra motivation til at fortsætte sit spil. Styringen er, trods svære vilkår, til at have med at gøre, og man føler sig hurtig komfortabel med knap-layoutet. Skulle man have lyst til at ændre standard-opsætningen, er dette fuldt ud understøttet. Den nye Circle Pad Pro-udvidelse er også understøttet, og giver spilleren en overlegen styring takket være introduktionen af et ekstra cirkel-joystick samt to skulderknapper. Mere herom i vores anmeldelse af netop Circle Pad Pro-udvidelsen.
Trods strukturelt at minde om det første Resident Evil-spil er Revelations gennemsyret af de nyere spils designfilosofi.
Audiovisuelt er Revelations en lækkerbisken og blandt de mest imponerende 3DS-titler til dato. Spillet kaster om sig med avancerede grafiske funktionalitet, f.eks. self-shadowing, normal mapping og anti-aliasing, som vi kender det fra hjemmekonsollerne og pc. Desværre virker det til, at der somme tider er tænkt for meget over grafisk lir og for lidt over performance, da spillet ofte taber frames. Ikke særlig heldigt, når man misser et værdifuldt magnumskud, fordi spillet skippede et par billeder. Den stereoskopiske 3D-effekt er ikke så udtalt i Revelations som i andre 3DS-spil, hvorfor mange formentlig vil slå den fra. Capcom formår heller ikke at bruge den ekstra dybde til noget meningsfyldt i spillet, så intet fortænkt i det.
Resident Evil Revelations er et ambitiøst foretagne, der forsøger at kombinere tempoet fra de gamle spil med dynamikken fra de nye. Desværre strander det på halvvejen, primært et resultat af manglende kvalitet i spillets bane-, fjende- og missiondesign. Til gengæld leverer Revelations en gedigen overraskelse i form af Raid Mode, en fremragende co-op-oplevelse komplet med elementer fra rollespilgenren, og så endda i håndholdt format. Et Resident Evil-spil, dermed, der må siges at træde vande, men aldrig for alvor kommer på dybt vand.
6 / 10

