Resident Evil Revelations vidner om en serie med seriøse identitetsproblemer. Lige dele en langsommelig survival-horror og et eksplosivt action-spil. Teoretisk set ingen dårlig idé, men i praksis en blandet fornøjelse, der aldrig for alvor bliver skræmmende eller fængende.
Det starter ellers ganske lovende. Vi kommer ind, netop som serie-veteranen Jill Valentine i ly a natten border et mystisk skib ved navn Dronning Zenobia. En silende regn omkranser det mørklagte skib, der er strandet langt fra kystens betryggende sandbanker. Hurtigt står det klart, at ikke alt er, som det bør være. Biologiske vanskabninger huserer skibets dæk, og hvad der skulle have været en hurtig og smertefri opgave udvikler sig til et mareridt af undersøiske dimensioner.
Barmfagre Jill har ved lejlighed fundet sin nedringede våddragt frem. B.O.W's BEWARE!
Indledningsvis er der godt med suspense i Revelations. Som i de bedste Resident Evil-spil får spilleren en langsom og stemningsmættet indførsel i spillets univers, og således er der rigelig med bestialske sekvenser. Problemet, som oftest, med Resident Evil-spillene er deres evne til at forkludre enhver uhygge med snak om biologiske eksperimenter og melodramatiske politiske intriger, der selv ikke inden for spillets univers ikke giver den store mening. Revelations henfalder til samme skæbne, som eventyret udfolder sig. Alenlange filmsekvenser blottet for spænding, der mest af alt latterliggør selve spilsekvenserne. I midt-halvfemserne, da serien oprindelig gjorde sin entré, fornemmede man et glimt i øjet fra udviklernes side, men i dag, og i særdeleshed med Revelations, fremstår det som en pinlig omgang børnehaveklassefortælling.
Nuvel, Capcom er undskyldt, når blot de leverer spilmekanisk elegance, som de har for vane med serien. Oven på det meget udskældte og action-prægede Resident Evil 5 står det klart, at man med Revelations har forsøgt at vende tilbage til seriens rødder. Det ses først og fremmest i et langsommere gameplay med færre fjender på skærmen. Det betyder også mere backtracking og gådeløsning, dog fortsat i moderate mængder. Omvendt har man ikke ønsket at bevæge sig helt væk fra de nyere spils dynamiske action-sekvenser, hvor der er rigeligt med grej til at aflive de stakkels misfostre.
Det langsommere tempo fra originalerne klæder umiddelbart konceptet fra et survival-horror-mæssigt synspunkt, da det bringer fokus tilbage på ressource-håndtering og mere taktiske encounters. Altid har man tanke på mængden af ammunition og helende urter, hvorfor hver fjende søges nedlagt med så få omkostninger som muligt. Dertil kommer femmerens imponerende portefølje af våben, der på skift anmoder om spillerens gunst.
Resident Evil: Revelations - 3DS trailer
Isoleret er der tale om to robuste systemer, men sammen knækker koden desværre for Capcom. Både bane- og fjendedesignet er nemlig ikke opgaven voksen. Dronning Zenobia, trods at være et ekstravagant krydstogtskib med casino, balsal og pool-område, fremstår overordentligt indskrænket til spillets formål. Størstedelen af tiden render man ærinder i smalle korridorer på skibets forskellige dæk. Et våben som riflen mister slet og ret sin eksistens som følge af et banedesign, der åbenlyst er gearet til kamp på tæt hold. Det giver også de i forvejen få fjender meget lidt legeplads til at overraske spilleren og tvinge ham ud i at skulle mestre sit arsenal.
Bedre bliver det ikke af, at de fjender, spillet har til rådighed er stærkt begrænset i kamppotentiale, og hvis variation er forsvindende lille. Resultatet er gentagne encounters, der mere eller mindre ligner hinanden. Og når serien endelig bevæger sig ud på dybt vand, som da Jill pludselig må svømme igennem dele af skibet, som er blevet oversvømmet, fratages hun al kamppotentiale, til stor skuffelse for spilleren.
