Eurogamer.dk

NeverDead Anmeldelse

Til døden dig skiller.

Nogle af mine allerbedste spiloplevelser er japanske. Lige fra Final Fantasy seriens velmagtsdage til Ryus hyperkomboer, Leons zombiejagter og Solid Snakes meta-spionfortællinger, der gang på gang tager spilleren med på en rejse, hvor intet er givet på forhånd. Overraskelsen, galskaben, humoren og lysten til leg er kimen i de bedste japanske spil. Men de senere år har flere og flere af de store japanske spiludviklere sendt deres franchise udenlands med blandet succes, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at Capcoms vestligt-mindede eventyr, som f.eks. Lost Planet og Dead Rising, har været for kompromissøgende i deres struktur efter min smag.

Jeg foretrækker de rendyrkede japanske spiloplevelser, der tør, hvor andre tier, som det aktuelle Catherine - en utroskabs adventure-horror-puzzle titel - den idé ville næppe have fået mange chancer hos en stor vestlig publisher, der primært tænker i multiplayer og headshots, men i Japan er der ingen smalle steder for den slags galskab. Nuvel, nu handler denne anmeldelse ikke om Catherine, men om NeverDead, et hovedrullende eksempel på, hvor galt det kan gå, når japansk spilmentalitet forsøges tilpasset en vestlig spiludvikling.

1

Kampene udspiller sig i meget forskellige scenarier. Her er vi f.eks. fanget i et glubsk bæst indre tarmsystem - syret setting - der dog er langt bedre realiseret i Gears of War 2, hvor de skydegale marines pløkkede sig tværs igennem en kæmpe orm.

NeverDead er skrevet, produceret og instrueret af japanske Shinta Nojiri, der har Metal Gear Acid spillene på samvittigheden, og selve udførelsen, programmeringen og spildesignet står engelske Rebellion for, det er dem med Alien vs. Predator titlerne. Den japanske utilregnelighed er bestemt tilstede i grundpræmissen for NeverDead, da du spiller en flere hundrede år gammel dæmonjager, der ikke kan dø, men blot gå op i sømmene, når det går hedt til, og det gør det ofte, hvilket resulterer i, at du triller rundt som et ensomt hoved i søgen efter krop, arme og ben for at blive hel igen. En omvendt Sleepy Hollow. Ideen med, at du kan miste arme og ben, er for så vidt sjov nok og kunne i langt mere kyndige hænder have været et frisk pust i en ellers så klichefyldt actiongenre. Desværre bliver ingen af spillets skøre japanske ideer ført ud i livet med den tiltrængte finesse eller færdighed.

2

Vores dæmonjager taber gang på gang hovedet - ikke mindst når der er smukke unge babes tilstede - for på ægte japaner manér øjner han enhver chance for et upskirt kig.

Rebellion kan simpelthen ikke tøjle spillets grundideer på en tilfredsstillende måde og leverer en hårrejsende håbløs styring af vores dæmonjager, der er mere upræcis i sine angreb end en søsyg giraf på skøjter. Hver gang du blot har fået en smule greb om den komplekse styring, forpurres dine angreb af et udueligt kamera og uendelige horder af intetsigende fjender, der spawner hurtigere, end du kan nå at svinge dit sværd. Tryk trekant (PlayStation version) for at trække dit sværd, okay, så langt så godt, tryk så på venstre skulderknap for at gå i angrebs-mode med sværdet, okaaay, så gør jeg det, sving så sværdet rundt med højre styrepind uden nogen som helst gefüll med dine omgivelser og husk at tryk trekant og skulderknap igen, hvis dine ubrugelige pistoler skal tages i brug, før du for 117. gang mister hovedet og igen må på jagt efter dine legemsdele. Nej tak, Rebellion, det er både spild af min og jeres tid at designe en så ubrugelig styring i et actionspil anno 2012.

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...