Dumper ny rapport dansk spiludvikling?

Vi tænder for Eurogamer-translate, og prøver at læse mellem linjerne.

"Rapporten ligner dermed en dumpekarakter til spilproducenterne"

- Jacob Martini, Børsen

Det starter med et medieforlig…

For at finde starten på historien om den famøse rapport med titlen "Tiltrækning af kapital og optimering af afsætningsmuligheder for spilproduktion", skal vi helt tilbage til maj 2010, hvor Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance blev enige om det nye medieforlig, gældende fra 2011 -2014.

Ved denne lejlighed fik computerspil-branchen en lang næse. Kun 4 millioner i årlig støtte kunne det blive til, sammenlignet med eksempel filmbranchens årlige støtte på over en halv milliard. Spilbranchen måtte høste de bitre frugter fra en forfejlet lobbyindsats, som ikke var gjort lettere af at spiludviklernes brancheforening, Producentforeningen, også repræsenterede Film- og tv-branche, og derfor har været stillet i udsigt, at enhver forbedring af spillenes vilkår, sandsynligvis skulle komme ud fra film- og tv-pengene.

Lettere blev det heller ikke af, at den danske spilbranche i 2009 og 2010 mest af alt var at sammenligne med en groggy bokser, der vaklede rundt i ringen efter to år horrible år. Danmarks næststørste spiludvikler Deadline Games måtte lukke dørene, Zentropa Games lukkede, NDS lukkede, DR stoppede alt spiludvikling og IO Interactive havde en lunken Kane & Lynch 2 udgivelse, og var igennem to fyringsrunder der samlet barberede medarbejderstaben med 75 mand. Det var ikke gode år at være dansk spiludvikler.

Man var dog nødt til at smide et ben af en eller anden form til spilbranchen. Fuldstændigt ignorere mediet kunne man ikke, nu da man var ved at få DADIU godt op at køre, og havde en succesfuld spiluddannelse kørende på IT-Universitetet. Så i stedet for økonomisk støtte, blev spiludviklerne lovet at i stedet for penge her og nu, forpligtigede man sig til at udarbejde et oplæg til, hvordan man kunne tiltrække flere investeringer til spilbranchen og optimere afsætningsmulighederne.

I bedste fald kunne det betyde en udbredelse af spilbranchen fra udelukkende at være kulturministeriets resortområde, til også at være relevant for Erhvervs- og vækstministeriet, hvilket kunne betyde en opgradering af spilbranchen til relevant og også rent økonomisk interessant vækstbranche. I værste fald kunne det være en syltekrukke og et hold-kæft-bolsje til spiludviklerne, mens man fik medieforliget på plads.

Et afladsbrev på 24 sider

4

Den famøse rapport

For at skabe de bedst mulige rammer for vækst i spilindustrien skal Økonomi- og Erhvervsministeriet [nu Erhvervs- og Vækstministeriet], Udenrigsministeriet og Kulturministeriet udarbejde et oplæg med flere forskellige modeller for, hvordan man kan tiltrække mere kapital til og optimere afsætningsmulighederne…

- Filmforliget 2011 - 2014

I december 2011 kom så den lovede rapport fra hele tre ministerier, der skulle forsøge at opfylde de løfter der var givet i forbindelse med medieforliget. Fireogtyve sider der potentielt set kunne være startskuddet til at lade spiludviklerne indtræde i rollen som en seriøs vækstbranche, eller en narresut der kun rent formelt opfyldte det der var lovet i medieforliget. Hvilken ende af bassinet ender vi i?

Rapporten kan groft set deles op i tre afdelinger. For det første prøver den at give et snapshot af, hvor den danske spilbranche befinder sig lige nu - en aktuel diagnose på patienten 'danske spiludviklere'.

For det andet prøver den at pege på, hvilke initiativer der ville kunne rette op på de problemer som spilbranchen i Danmark lider af. Hvilken medicin der kunne afhjælpe personens dårligdomme.

Endelig løfter man også blikket og kigger ud over landets grænser for at se, hvordan man bærer sig ad med at udvikle spilindustrien i udlandet.

Kommentarer (3)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!