Du bliver sendt til Mars umiddelbart før, du skal agere ilde tilredt Jord repræsentant på Citadellet, som du besøger, fordi man har opdaget en Proteansk artefakt, der måske kan bruges i krigen. Med dig har du en ny personage ved navn James Vega, hård militær type med tatoveringer, der måske dækker over et hjerte af guld, og den der overlevede fra ME1's Ashley/Kaidan dilemma (og ingen af dem stoler helt på Shepard efter affæren med 'Illusive Man'). Desværre leder Cerberus også efter den Proteanske antikvitet - deres inhumane måde at myrde basens ansatte med en rumkugle i hovedet antyder den dystre fremtid deres chef har i sinde.
Her, igen, ser man tydeligt forbedringerne i kampsystemet - specielt i den måde Cerberus tropper reagerer på og de noget mere opfindsomme kampscener, hvor der udveksles laser-ild. På et tidspunkt trænger man igennem en lang korridor, og den måde, fjenderne trækker sig tilbage og omgrupperer, giver virkelig en følelse af, at det er en dynamisk kamp.
Andre steder er der overraskelsesangreb gennem ituslåede vinduer, baghold på fjendtlige tropper og ildvekslinger mellem monorail togvogne. Det hele understreger ME seriens gradvise udvikling hen mod en fuldblods first person shooter. Kampene flyder mere frem og tilbage, godt hjulpet på vej af en AI, der gerne sender enheder ud i flankeringsmanøvrer, og som særligt kan skabe problemer for dig, hvis de er af den type, der bærer på et skjold på størrelse med en dør (selvom Liara på det tidspunkt er kommet med, og en hurtig dosis af hendes Singularity biotik gør som bekendt altid underværker…)
Baseret på starten af ME3 kan du forvente en lineær historie, men selvom den store galakse er lukket af de første par timer af historien, får man alligevel en passende episk fornemmelse. Alle dine favorit personer fra de tidligere spil bliver dryppet ind i historien på en måde, der skaber en opbygning af spænding af hvad der mon sker nu typen, og kronen på værket er re-introduktionen af Martin Sheens 'Illusive Man'. Baggrunden for historien, både ødelæggelsen af Jorden og den øde Mars base i skyggen af en gigantisk storm, skal nok læses som en hensigtserklæring fra Bioware omkring seriens fremtid.
Det føles virkelig som begyndelsen til en flot belønning for alle dem der kæmpede sig vej gennem de to første spil og på den måde er det det tætteste videospillene har på en sidste episode i stil med Lost eller Battlestar Galactica. Men i modsætning til de to TV-serier er slutningen på Mass Effect-serien egentlig mest op til dig selv…
